onsdag den 4. april 2012

Valentinsdag

Inden jeg startede med at arbejde i skovbørnehaven på Frederiksberg, læste jeg til ejendomsmægler, og der fandt jeg to rigtig søde piger, som jeg har set mindst én gang om måneden. Når vi ses, er det på skift hos hinanden, og den 13. februar - altså dagen før Valentinsdag - var det hos mig.
Jeg besluttede derfor at holde en aften med Valentins-tema. Til forret fik vi noget i retningen af den snackkurv, man kan få på Jensens Bøfhus. Til hovedret havde jeg lavet en cuvettesteg i ovnen med hasselbagte kartofler, sovs og en salat. Til dessert fik vi den lækreste chokolade-fondue med diverse slags frugt og så en lækker vaniljecreme til. Det kan varmt anbefales (opskriften kan findes her)! Senere på aftenen afslørede jeg så dagens valentinskage, som begge piger var meget imponeret over!

Her er fakta om kagen ifølge min kage-dagbog (som du kan læse her):

Anledning: Valentinsdag

Kagebunde: Red Velvet Cake

Fyld: Hindbærmousse (rigtig god, men jeg kan simpelthen ikke finde opskriften igen(!!!))

Opsmøring: En pakke Wilton Buttercream

Pynt: Betrukket med hvid fondant. Pyntet med et rødt bånd + sløjfe, hvide, lyserøde og røde hjerter, en smule glimmer, og så prøvede jeg at tylle muslinger med hindbærmousse i kanten.

Form: Firkantet str. 15x15 cm

Antal personer: Ca. 10

Læring: Jeg fik lavet en god opsmøring, men da jeg kom fondant på lige efter, viste det sig, at der var kommet for meget på, for det løb lidt ud nede i kanten. En anden gang skal der mindre på, og så skal det lige have lov til at stå og sætte sig og stivne lidt i køleskabet i ca. en halv time, før man betrækker med fondant.
Derudover lærte jeg, at bundene absolut skal bages hver for sig her. Tror jeg havde kagen i ovnen i halvanden time, og alligevel faldt den sammen, da den kom ud. Jeg måtte tappert prøve at efterbage den i yderligere en halv time (ikke at det blev et perfekt resultat!).

Kage nr.: 4

Billeder:





Der blev desværre ikke spist mere end vist på billedet - man skal jo lade være med at servere så meget forskelligt mad på få så timer! Men jeg lærer det aldrig -  mine øjne og hoved kan aldrig få nok ;).
Dagen derpå - hvor det jo var den rigtige Valentinsdag - havde min kæreste, Lasse, nogle drenge på besøg, hvor de skulle se fodbold i fjernsynet. Jeg havde selv tilbragt starten af aftenen i selskab med en veninde, Cecilie, til et VIP-Body Shop-arrangement, hvor vi var i biografen.
Da Cecilie og jeg kom hjem til drengene, tog vi kagen frem, og alle nød rigtig godt af den. Den lille rest, der endte med at være tilbage, fik Lasses gode kammerat Nick med hjem - han elsker at komme på besøg og blive vartet op med øl, drinks, mad, snack og kage, så han ville selvfølgelig ikke have, at kagen blev smidt ud ;).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar