søndag den 29. april 2012

Min 3. fødselsdagskage

Nu begynder I nok snart at tænke: "Hvor mange fødselsdage holder du lige?!". Og til det må jeg sige: mange! Jeg holder nemlig altid for familie og for venner. Efter jeg har gåwt på Niels Brock, arbejdet i skovbørnehave og nu går på Frøbel, så får man hurtigt 3 forskellige vennegrupper - og det skal jo fejres hver for sig.
Denne gang holdt jeg så fødselsdag for personalet fra skovbørnehaven. Det blev holdt på vores stambar Larsens Plaz på Gammel Kongevej - det er simpelthen verdens hyggeligste bar!Og selvom øl og kage ikke passer super godt sammen, så var det jo fødselsdag, så jeg havde da taget en kage med til de meget kageglade mennesker.
Det er en upside-down drømmekage (det er simpelthen bare så smart - og ikke ligeså dyrt som mousse-kager!). Blomsterpynten på kagen er egentlig "rester" fra fødselsdagskagen til Mathias, som ikke blev brugt alligevel. Jeg fik dette ud af det:

 

Egentlig startede det med, at der skulle være en muslinge-borde i bunden og lidt blomster i midten af kagen, men så fandt jeg nogle flere blomster i samme farve, som også kunne komme på. Jeg skulle da lige forsøge mig med en muslinge-borde på toppens kant også, hvor de nyfundne blomster så kunne sidde. Da jeg havde lavet det, syntes jeg, at der manglede noget.
På det sidste kursus jeg var på, lærte vi blandt andet at lave muslinge-border og buer på siderne. Jeg lavede aldrig buerne på min kage, for det passede ikke til mit kurve-tema. Så nu ville jeg prøve det, og de er jo nemme at fjerne, hvis det går galt. Jeg lavede først den nederste bue hele vejen rundt. Så syntes jeg egentlig, at den godt kunne bruge en til, så det fik den. Jeg var ved at være tilfreds, men der manglede stadig noget! Jeg kiggede på bordet og kagen og fik øje på nogle sukkerperler, som også var brugt i de nyfundne blomsters midte. Jeg kom 5 klatter royal icing på siderne og satte perlerne på, og så kunne toppen af kagen også godt mangle lidt perler, så det fik den.
Og sådan blev denne kage skabt ud fra ting, jeg havde i forvejen. Det tog 1½ times tid at pynte den. Jeg blev fint tilfreds med resultatet, for jeg havde ingen idé om, hvordan den skulle se ud, da jeg startede.

Fakta i forhold til min kage-dagbog:

Anledning: Min 3. fødselsdag for personalet i Skovbørnehaven

Kagebunde: 2 x 1 portion drømmekage til 6 personer

Fyld: 3 x 1 portion drømmekagetopping til 6 personer

Opsmøring: Wilton buttercream på spand

Pynt: Muslinge-border, 3 halvstore blomster, 6 små blomster, 6 blade, 48 perler, buer af royal icing

Form: Rund 23 cm

Antal personer: 15

Læring: Mere smørcreme omkring toppingen i kagen, når man bruger en lys farve fondant - det kunne nemlig godt ses lidt igennem.
Jeg blev glad for, at de buer, jeg slet ikke var tilfreds med, blev fjernet og lavet om.
Muslinge-borden på toppen måtte gerne være kommet længere ud på kanten. Desuden skal jeg igen til at huske, at man ikke skal lave for mange muslinger ad gangen (4 muslinger, så skal kagen drejes), og at man ikke skal tro, at bare fordi man lige har lavet 40, så er man blevet dygtig og kan lave dem hurtigt.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at finde en måde, hvorpå man kunne gemme icingen mere bag perlerne. Synes ikke, at det ser pænt ud, at kan se små klatter bagved.
Det er en god idé at gemme pynt, som man ikke fik brugt alligevel - måske kan det bruges på et andet tidspunkt - og det kan jo holde sig i evigheder!

 
Kage nr.: 11

Billeder:




 

2 kommentarer:

  1. Hej Charlotte. Den ekstra portion topping, kommer du det ekstra oven på bundene, eller kommer det først på når du lægger de 2 bunde sammen?

    SvarSlet
  2. På den første bund jeg bager, kommer jeg 1/4 af portionen på og ser, hvor langt det rækker.
    Synes ikke, at det egentlig overhovedet kan dække selve kagens overflade, så på den næste kage laver jeg en ekstra portion oveni og kommer altså dobbeltportion på bund nr. 2, inden den skal i ovnen.
    Når den sidste bund er bagt, vender jeg den straks ovenpå den første og lader dem køle helt af.
    Håber svaret gav mening :).

    SvarSlet