mandag den 30. juli 2012

En elefantkage

Der har lige været lidt stille på bloggen her på det sidste, da jeg har været vikar i en vuggestue i tre uger og været på ferie på Lolland hos min familie næsten hele sidste uge. Men der er da blevet tid til at lave en kage i anledning af, at mine forældre, bror, farmor og farfar kom på besøg en hel dag i sidste uge. Det var en dejlig dag med solskin, og efter frokost gik vi en tur rundt om Kagsmosen, som jeg bor ved siden af. Da vi kom hjem, stod der en dejlig kage i køleskabet og ventede på at blive spist - man blev glad hver gang, man kiggede ind i køleskabet, for man blev mødt af en smilende elefant:

 
 

Jeg havde været lidt i krise over kagen: for første gang var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle i kagen - næ, det var pynten, jeg slet ikke havde styr på. Inde i kagen skulle der (valgt i samarbejde med min bror) være kakaobunde og limemousse, og i limemoussen skulle der være chokoladestykker.
Så jeg bagte kagen, lavede moussen og lagde kagen sammen om lørdagen, og om søndagen stod jeg så og var nødt til at finde ud af, hvad der skulle være på af pynt - og her skal det lige tilføjes, at jeg havde taget på en spontan kano-tur med min kæreste og kusine fra kl. 9-13, så tid var der heller ikke meget af, da der også skulle gøres rent osv. osv.

Ugen før, at denne kage skulle laves, havde jeg været på biblioteket og lånt en fondant-bog skrevet af Lindy Smith, "The Contemporary Cake Decorating Bible". Den er ret god og fuld af små fif til fede effekter. Så helt fortvivlet slog jeg op i hendes bog og kiggede rundt, imens jeg desperat prøvede at kigge på al den inspiration, der lå på min computer - men det virkede som om, at al inspirationen på min computer ikke sagde mig noget, så jeg holdt mig mest til bogen.
Lindy Smith har en ret fed marmorerings-teknik med i sin bog, som går ud på, at man indfarver fondant i 4-6 forskellige nuancer af samme farve (eller de farver, man nu engang vil have i sin marmorering), og så hiver man små stykker af hver farve, som lægges lidt i en bunke på bordet. Til sidst samler man alle de små stykker sammen i en klump, ælter det sammen til det akkurat sidder sammen og former så en kugle ud af det.
Kuglen skærer man i 1 cm tykke skiver - det er her vigtig, at man "saver" med kniven i forhold til at presse kniven igennem fondanten, da man får en meget synligere og flottere effekt af at save. Man tager så disse skiver og lægger dem helt op ad hinanden og sætter dem lidt fast til hinanden.
Så skal man ellers bare i gang med rullen og rulle det ud i den tykkelse, man nu engang vil have. Mønsteret, der kommer frem, er simpelthen fantastisk!
Jeg var derfor blevet enig med mig selv om, at jeg ville afprøve denne marmorerings-teknik, så det gjorde jeg og hold nu op, hvor var jeg imponeret. Nu var spørgsmålet bare: Hvor sørensen skal jeg placere marmoreringen henne?!
Jeg havde haft en idé om, at kagen var noget højere, end den egentlig viste sig at være. Og ud fra, at kagen var vildt høj i mit hovedet, så kunne man sætte marmorering på den nederste halvdel på siden af kagen og lave en eller andet borde, hvor marmoreringen og overtræksfondant mødte hinanden. Og derudover skulle jeg så prøve at lave en pæon ud fra en "opskrift" fra Lindy Smiths bog, som skulle sidde oven på kagen - måske omgivet af nogle mindre pæoner.
Men, men, men... Da kagen kom ud og blev betrukket med den lyseste farve fondant, der var i marmoreringen, så viste det sig jo, at kagen slet ikke var så høj, som først antaget! Og det betød, at der kun ville være plads til ca. 2-3 cm marmorering op ad kanterne, hvilket virkede lidt til grin. Så fandt jeg på at lave en cirkel ud af marmoreringen og sætte den op på midten af kagen.

Jeg blev enig med mig selv om, at der stadig kunne komme en lidt mindre pæon ovenpå og så en stor nede foran - og den nede foran skulle laves med marmoreret fondant. Jeg startede med marmorerings-pæonen, og det gik egentlig fint nok. Jeg lavede den desværre bare lidt forkert, men den så fin nok ud. Jeg opdagede først fejlen, da jeg havde lavet pæon nr. 2!
Og så gik jeg i gang med pæonen til toppen, som jeg havde bestemt, skulle være i den mørkeste farve fra marmoreringen. Da jeg tre kvarter senere var færdig med pæonen, var den rigtig grim og passede slet ikke til kagen, så den røg direkte i skraldespanden. Grunden til, at den var grim, var, at jeg simpelthen havde lukket blomsterne sammen med vand, så de kunne ikke åbne op, som de egentlig skulle. Øv bøv.
Jeg orkede snart ikke mere og gik altså til gemmerne: Jeg fandt den gule elefant frem, som bare var en øve-figur, som jeg lavede for lidt siden. Men den klædte kagen fantastisk godt, så jeg blev enig med mig selv om, at jeg bare brugte den figur - jeg orkede simpelthen ikke at skulle lave en magen til. Jeg fandt noget mere gul fondant, så jeg kunne lave en blomsterborde, der, hvor fondant-betrækket og marmoreringscirklen mødtes. Deruodver pyntede jeg så også lige pæonen neden foran med sommerfugle, så man ikke kunne se fejlene så godt.
Syntes, at blomsterne, som egentlig bare var hele gule, var lidt kedelige, så jeg lavede en ny omgang marmorering - også fordi det var smadder sjovt at lave - til nogle mindre blomster til midten af de gule blomster efterfulgt af hvide sukkerperler, og så fandt jeg da også lige på, at der skulle være en sommerfugl på elefanten :).

Så alt i alt blev jeg super tilfreds med resultatet, men det var en hård proces denne gang, da jeg normalt har lavet en tegning af kagens udseende nærmest en måned før, jeg skal lave kagen.


Lidt fakta ifølge min kage-dagbog:

Anledning: Besøg fra Lolland

Kagebunde: 1 almindelig portion kakaobunde

Fyld: 1 portion limemousse med twist a la Charlotte (se opskriften på limemoussen i et andet indlæg)

Opsmøring: Wiltons buttercream på spand

Pynt: Marmoreringscirkel, blomster, sommerfugle, en marmoreret pæon, elefant, perleborde

Form: Rund - bagt i 23 cm springform, men da vi ikke blev så mange, har jeg skåret kagen, så den blev omkring 18 cm.

Antal personer: Ca. 12

Læring: Øvelse gør mester (her tænkes på pæonerne!). Angående moussen, som egentlig var lavet ud fra opskriften på Himmelske-Kagers blog, så var der ekstremt meget! Jeg lavede moussen i en to liters skål, og den var nærmest fyldt til randen (!!!). Så jeg besluttede hurtigt, at der skulle to lag mousse i kagen, så jeg ikke skulle smide alt for meget ud. Men selvom jeg lavede to lag, så var der stadig over halvdelen tilbage af moussen - og jeg syntes nu nok, at jeg havde kommet rigeligt mousse i hvert lag. Min kæreste besluttede sig så for at bage nogle cookies, som vi kunne få med mousse til til dessert om aftenen - og det var en rigtig god kombination, som klart kan anbefales!
Derudover kunne Wiltons Buttercream godt have tålt lidt limesaft og skal - det havde også klædt kagen godt.

Kage nr.: 15

Billeder:



 

Lime mousse

Jeg ved godt, at jeg allerede har lagt dette link ud en gang, men nu har jeg lige haft lavet moussen, og jeg er lige nødt til at komme med til rettelser til den.

Denne mousse er lækker forfriskende til en varm sommerdag, og den er rigtig god at bruge i kager, da den stivner helt fint. Opskriften er fra Himmelske-kager, som jo er min store inspiration.
Jeg har dog ændret i opskriften, da jeg syntes, at det var ærgerligt, at der ikke var vanilje i - så jeg har tilføjet en vaniljestang og desuden kom jeg også groft hakket mørk chokolade i, som klædte moussen rigtig godt!
Opskriften rækker til to lag i en rund kage på 20 cm, eller til et meget tykt lag i en rund kage på 25 cm.


Ingredienser:
2       dl     piskefløde
1       dl     creme fraiche
1       dl     yoghurt natural
0,75  dl     sukker
2       tsk    revet økologisk limeskal
½      dl     limesaft (3-4 lime)
4       stk    husblas
1       stk    vaniljestang
100   g      groft hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Fløden piskes stiv og sættes til side.
Hak chokoladen og sæt den til side.
Gør vaniljestangen klar - skil korn og stang fra hinanden. Gem stangen, da den kommes med i gryden om lidt. Dette er et tip fra Mette Blomsterberg, da der stadig sidder en masse vanilje i stangen, som man ikke kan få med ud.
Riv skal af et par lime, og pres herefter ½ dl saft ud af limene. Skal og saft kommes i en gryde sammen med vaniljestangen uden vaniljekorn, som sættes over blusset og varmes op. Når det er lunt/varmt, kommes husblassen i og smeltes. Herefter skal indholdet i gryden afkøles helt.
Nu piskes creme fraiche, youghurt, vanilje og sukker sammen, til sukkeret er opløst.
Nu skal lime/husblas blandingen tilsættes til yoghurt-blandingen i en tynd stråle, imens der røres hurtigt rundt.
Til sidst vendes flødeskummet i.
Nu skal moussen bare i køleskabet i nogle timer, og så er den klar til at komme i kagen. Når den er kommet i kagen, skal den have lov at stå i 8 timers tid, hvor den skal stivne helt færdigt.

søndag den 15. juli 2012

Rice Krispies figurer

Jeg har fundet en opskrift på, hvordan man laver figurer med Rice Krispies.
Man kan bruge det, når man skal lave større pyntefigurer - man bruger det for at undgå for meget vægt på kagen, og fordi det ikke er ligeså dyrt som fondant.
Når man har formet sin figur, smører man den op og betrækker med fondant, som var det en almindelig kage.

Jeg har endnu ikke selv nået at prøve det, men det skal jeg helt sikkert en dag! Da jeg google "Rice krispies fondant", kunne jeg se, hvad folk har lavet med det. Der dukkede blandt andet følgende pynte-genstande op:
  • Klodser til baby-kager
  • En baby
  • En slange
  • Bryster til en brystkage
  • Symaskine
  • Skater-rampe
  • Bolde
  • Elefant
  • Træer
  • Biler
Håber, at det var en inspiration til, hvad man kan bruge Rice Krispies blandingen til. Men nu til selve opskriften, som er fundet på Kagekrummers blog.


Opskriften
50     g     usaltet smør
200   g     hvide marshmalloww
160   g     Rice Krispies



Fremgangsmåde:

Smørret smeltes på en stor pande ved middel temperatur. Når smørret er smeltet, kommes marshmallows på panden, og der røres konstant, til det er en jævn, flydende masse. Så tilsættes Rice Krispies og vendes grundigt ind i massen.
Herefter skal det hvile et øjeblik, og så kan man ellers forme sin figur.

God fornøjelse :).

tirsdag den 10. juli 2012

En lille gul elefant

I dag, hvor jeg som nævnt i mit sidste indlæg, ikke skulle lave noget, hev jeg alle mine fondant ting frem. Jeg ville afprøve Embroidery-teknikken, men fik også lige lyst til at prøve at lave en elefant.
Jeg fandt en how to på Youtube på denne side:

Her er så mit resultat:




Jeg er ret tilfreds med resultatet, men jeg har ikke kræset for deltajerne, da jeg tænkte, at man aldrig nogensinde kommer til at få brug for en skrigende gul elefant. Derudover har min søde far gjort mig opmærksom på, at jeg har lavet en grisetryne i stedet for et hul i snablen - UPS! Det er rettet på elefanten, men ikke på billederne.
Jeg gemmer ofte mine rester af fondant, hvis jeg får lyst til at lave en tester en dag, så det brugte jeg en stor klump gul fondant på.

Embroidery

I dag er første rigtige ferie-dag for mig, hvor jeg har haft absolut ingen planer andet end, at jeg skal lave, hvad jeg har lyst til.
Så jeg har siddet og kigget på en masse kager på Google og Youtube. Og jeg faldt over en teknik, der hedder Embroidery. Jeg fik rigtig meget lyst til at prøve at lave det, så jeg gik i gang. Her kan I se, hvordan det blev lavet på Youtube:

Her er så mit resultat. Den grønne er første forsøg og den gule er det andet forsøg:


Det var rigtig sjovt at prøve, mend et kræver nok noget mere øvelse, hvis jeg en dag vil sætte det på en kage.
Man kan enten bruge teknikken direkte på en kage, eller man kan lave en rund skive og lave teknikken på og senere overføre den til en kage.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at prøve at lave den her en dag som er af samme teknik: