søndag den 21. oktober 2012

Endnu en elefant

 
 
 
I søndags kedede jeg mig frygteligt, og der var bare ingenting, jeg gad at lave. Til sidst tænkte jeg, at jeg kunne sidde og modellere lidt fondant, men jeg kunne ikke finde på noget, som jeg gad at modellere. Efter meget surfing på youtube og google, så fandt jeg igen frem til samme youtube-film om, hvordan man laver en elefant. Og da jeg så den, så fik jeg pludselig lyst til at se den igen.
Jeg gemmer altid mine rester af fondant, og sidst jeg lavede en kage, blev der utroligt meget tilbage - og det var alt sammen lilla i fire forskellige nuancer. Jeg valgte at bruge den mørkeste og så lave det lidt lysere inde i ørene for at bryde lidt.
I søndags syntes jeg, at den var lidt kikset, fordi hovedet var blevet lidt for lille i forhold til kroppen. Men da den først fik øre på, så ændrede det sig lidt. Og da jeg så stod op mandag morgen, kunne jeg slet ikke stå for den! Med det lille hoved ligner det lidt en baby elefant eller dumbo, men den har haffelaffens farver :).
Jeg har selvfølgelig taget billeder undervejs, så her kommer en lille how-to, hvis man skulle få lyst til at lave en siddende elefant en dag. Jeg synes ikke, at den er svær at lave, så det er noget, rigtig mange kan finde ud af. Rigtig god fornøjelse :)
 
1) Portionsforhold
 
Til venstre ses klumpen til hovedet, som gerne må være lidt større. Til højre ses kroppen. I midten er det bagben, forben, ører og en lysere farve inde i ørene. Bagben, forben og ører er alle lige store. Der kan evt. også kommes en lille smule lys farve under fødderne. Derudover skal der også bruges en lille smule lys eller sort til øjnene.
 
 
2) Kroppen
 
 
Varm krop-klumpen op og rul den til en jævn kugle uden revner og sprækker. Herefter formes den lidt kegleformet. Sørg for, at bunden er helt flad, ellers kan kroppen ikke stå op. Ovenpå kroppen må der også gerne være lidt fladt, så hovedet bedre kan sidde fast.
 
 
3) Bagbenene

a) Tag en kugle, varm den igennem og tril den til en kugle uden revner og sprækker. Læg fingeren på halvdelen af kuglen og begynd at tril halvdelen af kuglen, så der danner sig et ben og en fod.
b) Form foden rund, tag en tyl #5 og prik langs med kanten af fødderne for at lave "tæer".
c) Læg benene løst rundt om kroppen (det hele limes først sammen til sidst).


4) Forbenene
 


Her er det præcis samme fremgangsmåde som ved bagbenene. Benene skal bare rejse op og stå op foran kroppen. Igen skal benene ikke limes på endnu.


5) Hovedet


a) Varm klumpen til hovedet igennem, og tril den til en kugle uden revner og sprækker. Herefter lægges der en finger (ligesom ved for- og bagben) på lidt mindre end halvdelen af kuglen, og der trilles, så der fremkommer en snabel.
b) Form hovedet og snablen, så det ligner en elefant. Husk at lave en udhulning i snablen!
c) Lav en mund. Her kan den brede ende af en tyl hjælpe.
d) Lav et par huller til øjenene. Tril et par kugler i enten hvid eller sort og sæt i. Hvis de er hvide, skal der nu laves pupiller. Lav dem gerne lidt store, ellers ser elefanten meget uhyggelig ud, ligesom min gjorde, indtil jeg lige lavede dem lidt større.


6) Samling af krop og hoved


a) Start nu med at lime forbenene fast.
b) Lim bagbenene fast.
c) Lim lidt oven på toppen af kroppen, sæt enten en tandstik eller noget spaghetti ned i kroppen, og sæt derefter hovedet på.


7) Ørene og det færdige resultat



a) Tag en klump til ørene, varm den op, og tril den til en kugle. Herefter rulles den ud. Den kan både rulles meget tyndt ud, men den kan også rulles lidt tykkere ud ligesom mine. Hvis man ikke er så god til at rulle ud, så klumperne bliver helt runde, kan man altid bruge en rund udstikker.
b) Tag noget lyst fondant og brug samme fremgangsmetode som ved første del af ørene. Dette skal rulles meget tyndt ud.
c) Lim det lyse fondant fast på det mørke. Lim lidt på ørene og klister dem fast på elefantens baghoved. Husk, at elefanten også skal se pæn ud bagfra :).
 

2 kommentarer:

  1. Hvor ER den søøøød. Tak fordi du deler :)

    SvarSlet
  2. Mange tak og velbekomme.
    Jeg kunne se, at jeg ikke havde fået forstørret billederne, så nu ligger de der endnu større, så man bedre kan se detaljer :).
    God søndag aften!

    SvarSlet