onsdag den 13. februar 2013

Farve fondant

Inden man skal betrække sin kage, kan man vælge at indfarve sin fondant. Jeg vil i dette indlæg vise min metode til at indfarve en stor klump fondant.
Man starter med at tage en mindre klump ud af sin fondant, som man ælter godt igennem og får varmet op. Herefter tilsættes farve - husk at pastafarver er utroligt koncentreret, så hellere for lidt end for meget. Indfarv en lille tone mørkere, end man forventer, at fondanten skal være. Ælt nu farven rigtig godt ind i fondanten. Se om du er tilfreds med den farve, du har fået frem. Ellers tilsættes en lille smule farve ad gangen. Når der ikke er flere striber af farve i fondanten, og du er glad for den farve, du har fået frem, går du videre til næste trin.


Nu tages halvdelen af den ufarvede fondant frem og æltes og varmes godt igennem. Når den er varm, blander man den godt sammen med den indfarvede klump. Nu æltes de to klumper sammen, til man har en ensfarvet klump fondant. Hvis man synes, at farven er blevet for lys, kan der på dette tidspunkt tilsættes noget mere farve og æltes igen. 
Herefter tager man resten af sin ufarvede fondant, varmer op og ælter godt igennem, og blander nu den sammen med den farvede klump. Er man ikke glad for farven, kan man nu tilsættes det sidste farve og ælte godt igennem. 
Hvis der er tilsat meget farve til fondanten, har den godt af at trække i en pose natten over. Dette gælder specielt for farverne rød, sort, brun og generelt meget mørke farver. Under alle omstændigheder skal fondant pakkes ned i en lufttæt pose, når den ikke bruges. Den tørrer nemlig meget hurtigt ud og danner skorper, som laver grimme overflader i fondanten.


Så er fondanten klar til brug :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar