Viser opslag med etiketten Mousse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mousse. Vis alle opslag

onsdag den 24. april 2013

Skildpaddemousse

Denne mousse kan jeg rigtig godt lide, men den er også lidt dyr oga. de mange skildpadder, man skal bruge. Denne mousse skal laves dagen før brug, da den skal sætte sig i køleskabet og dernæst piskes op inden brug.

 
Ingredienser:
 
200    g    Toms skildpadder (svarer til 7-8 stk)
½       l     fløde
 
 
Fremgangsmåde:
 
Smelt skildpadderne sammen med fløden over et vandbad. Varm godt igennem, men det skal ikke koge. Stil massen på køl til næste dag.
Pisk igennem til moussen stivner og brug den.
 

tirsdag den 23. april 2013

Toblerone mousse

Tobleronemousse er den lækrere udgave af en chokolademousse. Man kan bruge alle slags toblerone i denne mousse :). Denne mousse skal laves dagen før, man skal bruges den, da den skal sættes sig i køleskabet natten over, og piskes op inden brug.
 
 
Ingredienser:
 
300    g    valgfri toblerone
½       l     fløde
 
 
Fremgangsmåde:
 
Smelt tobleronen sammen med fløden over et vandbad. Varm det godt igennem - men det skal ikke koge. Stil på køl i en skål til næste dag.
Pisk den igennem til den stivner og brug den.

søndag den 21. april 2013

After Eight mousse

Ingredienser:
150-200   g    After Eight
50            g    god mørk chokolade
4                    past. æggeblommer
4                    past æggehvider


Fremgangsmåde:
Kom After Eight i en skål sammen med den mørke chokolade. Det skal nu smeltes over vandbad.
Imens vandbadet varmes op, piskes æggehviderne stive og stilles til side.
Når chokoladen og After Eighten er smeltet, ser det lidt underligt og tykt ud - men det er meningen. Det tages nu af vandbadet og æggeblommerne piskes i lidt ad gangen.
Chokolademassen vender forsigtigt i hviderne, og moussen stilles på køl mindst 3-4 timer, inden den skal bruges.


Opskriften er fundet ud:

onsdag den 6. februar 2013

Jordbærmousse

Denne her jordbærmousse smager rigtig skønt af jordbær. Grundopskriften er fundet her, men jeg har valgt at ændre en smule på den. Jeg vil mene, at en portion giver nok til to lag mousse i en rund kage på 20 cm.
I min version af opskriften er der tilføjet frysetørret jordbær og hakket chokolade. Derudover har jeg taget lidt af fløden fra samt et husblas fra også, da jeg syntes, at moussen havde en undertone af fløde, hvilket jeg ikke kan lide, og derudover blev den ekstrem stiv, og jeg synes, at den gerne må være lidt luftig og cremet.
 
 
Ingredienser:
6                  husblas
400     g      frosne jordbær
200     g      sukker
1         tsk   vaniljesukker
½-1             vaniljestang
4         dl     fløde
150     g      hakket chokolade (jeg brugte hvid og mørk)
0,5      dl     frysetørret jordbær (købt i Kop & Kande) 
 
 
 
Fremgangsmåde:
Jordbær og sukker hældes i en gryde og koges op (jordbærerne kan sagtens være frosne, når de kommer i gryden) sammen med vaniljekorn og stangen fra vaniljen (den indeholder stadig masser af vanilje og smag). Bær, sukker og vanilje skal koge i ca. 5 minutter.
Husblas lægges i koldt vand, mens man venter på, at bærerne koger.
Gryden tages af varmen, og vaniljestangen fiskes op. Bærblandingen stavblendes eller hældes i en blender og blendes kort (hvis kernerne blendes, bliver den bitter).
Tilsæt vaniljesukker og lad blandingen køle lidt af i en lille skål. Når den er kølet lidt, tilsættes husblas et blad ad gangen og røres godt ud i blandingen. Herefter skal blandingen køles ned til stuetemperatur. Hvis man ikke har så meget tid, kan man med fordel stille blandingen i køleskabet i 10-15 minutter.
Når blandingen er kold nok, piskes fløden stiv i en større skål. 1/3 af jordbærblandingen røres i fløden, og til sidst vendes resten af jordbærblandingen i fløden. Husk at få det vendt godt rundt, så alt er blandet ordentligt.
Hak chokoladen og mål de frysetørrede jordbær af. De frysetørrede jordbær er med til at give moussen en rigtig dejlig smag af jordbær, da de smager ret kraftigt.
Stil moussen på køl, indtil den skal bruges. Pisk den kort igennem, inden den skal bruges, og slut af med at tilsætte den hakkede chokolade og de frysetørrede jordbærstykker.
Jordbærstykkerne 'smelter' nærmest ud i moussen, så man kan ikke se dem, når man skærer kagen ud.


Tip:

Hvis du har for meget mousse tilbage, kan man smide det i fryseren. Så bliver det lidt som is, der bare smager hammer godt! :)

torsdag den 29. november 2012

Jordbærmousse med mascapone

Mums, i kagen til Nikolaj var der blandt andet en jordbærmousse. Den smagte virkelig skønt og dejligt af jordbær. Den var ret sød og bliver hurtigt lidt ensformig, så det ville virkelig klæde den med lidt limesaft og nogle hakkede jordbærstykker i. Det er bare ikke lige årstiden for jordbær, så derfor kom de ikke i.


Jeg er lige nødt til at reklamere lidt for denne skønne vanilje - se lige alle de lækre vaniljekorn!! Det er Tahiti vanilje købt i netto til 20,- pr. stang. Det er en dejlig tyk og meget saftig vaniljestang fyldt med vaniljekorn. Selvom den er lukket inde i glasset, kan man simpelthen dufte vanilje igenem. Da jeg lavede denne mousse kunne jeg dufte vaniljen på fingrene hele aftenen, uanset hvor mange gange jeg vaskede fingre - mums, siger jeg bare!!
 
Her er ingredienserne til ét lag mousse:
 
400   g    Frosne, optøede jordbær
150   g    Sukker
4             Husblas
1             Vaniljestang
250   g    Mascapone
2,5    dl   Fløde
 
Evt. limesaft og hakkede, friske jordbær.
 
 
Fremgangsmåde:
 
Først optøes jordbærrene. Hvis man som mig er lidt glemsom og ikke lige har fået dem op af fryseren i tide, så læg posen med bærrene i en skål med varmt vand og læg noget vægt over for at holde posen nede. Efter 20-30 minutter kan de bruges.
 
Læg de 4 stk. husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
 
Hæld væsken fra jordbærrene i posen. Hæld derefter jordbærrene op i en gryde. Kom sukkeret i og bring det i kog. Mos så vidt muligt bærrene i gryden. (Hvis du kommer limesaft i, kom det da i her).
 
Imens det kommer i kog, flækkes vaniljen og kornene tages ud. Vaniljestangen lægges med i gryden for at udnytte resten af kornene, man ikke kan få med og smagen fra stangen.
 
Når jordbærrene og sukkeret koger, slukkes blusset og bærrene moses fortsat. Kram vandet af husblassen og kom dem op i den varme grød og rør det ud i grøden.
Find en skål og en sigte. Hæld bærblandingen i sigten og lad saften løbe fra. Lad saften køle af.
 
Pisk fløden stiv og stil den til side.
 
Når saften har stuetemperatur, tages mascaponen frem og kommes i en skål. Pisk den let igennem og begynd at tilsætte bærsaften lidt efter lidt til mascaponen. Når det hele er pisket til en ensartet masse, begynder man at vende flødeskummet i 1/3 ad gangen. (Hvis der tilsættes friske jordbær, skal de i nu eller lægges ned i moussen, når den kommes på kagen).
 
Stil nu moussen på køl i 4-5 timer, og så er den klar til at komme i kagen, hvor den skal have lov at sætte sig fuldstændig i ca. 8 timer :).
 
 

mandag den 30. juli 2012

Lime mousse

Jeg ved godt, at jeg allerede har lagt dette link ud en gang, men nu har jeg lige haft lavet moussen, og jeg er lige nødt til at komme med til rettelser til den.

Denne mousse er lækker forfriskende til en varm sommerdag, og den er rigtig god at bruge i kager, da den stivner helt fint. Opskriften er fra Himmelske-kager, som jo er min store inspiration.
Jeg har dog ændret i opskriften, da jeg syntes, at det var ærgerligt, at der ikke var vanilje i - så jeg har tilføjet en vaniljestang og desuden kom jeg også groft hakket mørk chokolade i, som klædte moussen rigtig godt!
Opskriften rækker til to lag i en rund kage på 20 cm, eller til et meget tykt lag i en rund kage på 25 cm.


Ingredienser:
2       dl     piskefløde
1       dl     creme fraiche
1       dl     yoghurt natural
0,75  dl     sukker
2       tsk    revet økologisk limeskal
½      dl     limesaft (3-4 lime)
4       stk    husblas
1       stk    vaniljestang
100   g      groft hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Fløden piskes stiv og sættes til side.
Hak chokoladen og sæt den til side.
Gør vaniljestangen klar - skil korn og stang fra hinanden. Gem stangen, da den kommes med i gryden om lidt. Dette er et tip fra Mette Blomsterberg, da der stadig sidder en masse vanilje i stangen, som man ikke kan få med ud.
Riv skal af et par lime, og pres herefter ½ dl saft ud af limene. Skal og saft kommes i en gryde sammen med vaniljestangen uden vaniljekorn, som sættes over blusset og varmes op. Når det er lunt/varmt, kommes husblassen i og smeltes. Herefter skal indholdet i gryden afkøles helt.
Nu piskes creme fraiche, youghurt, vanilje og sukker sammen, til sukkeret er opløst.
Nu skal lime/husblas blandingen tilsættes til yoghurt-blandingen i en tynd stråle, imens der røres hurtigt rundt.
Til sidst vendes flødeskummet i.
Nu skal moussen bare i køleskabet i nogle timer, og så er den klar til at komme i kagen. Når den er kommet i kagen, skal den have lov at stå i 8 timers tid, hvor den skal stivne helt færdigt.

fredag den 8. juni 2012

Hindbærmousse

Her er opskriften på, hvad jeg synes, er verdens bedste hindbærmousse! Jeg kan ikke lide, når en mousse smager det mindste af flødeskum, så jeg har ledt en del efter en opskrift, som kun smagte af hindbær, men som også kunne stivne nok. Jeg har fundet frem til denne opskrift:

Ingredienser:

150     g         hindbær - brug gerne frosne
1         dl         sukker
1        knsp    vaniljesukker
2                   husblas
2        dl        piskefløde



Fremgangsmåde:

Hindbærene kommes frosne, optøet eller friske i en gryde med en lille smule vand. Bærene skal lige koges igennem i 1 minuts tid for at fjerne evt. bakterier. Bagefter hældes vandet fra, og bærene kommes op i en si, hvor de drypper af og køler helt af.
Tag en skål med koldt vand og læg husblassen i blød i ca. 10 minutter. Imens husblassen ligger i blød, moses hindbærene let med en gaffel og sukker og vaniljesukker blandes i. Herefter piskes fløden stiv og stilles til side.
Når husblassen er blødet op, smeltes den i en gryde - evt. i lidt hindbærsaft. Så snart husblassen er smeltet, blandes den i hindbærene, imens der røres for at undgå klumper. Tilsæt husblassen stille og roligt.
Når husblassen er blandet i, tager man hindbær-blandingen og hældes over flødeskummen. Når hindbærene er hældt over, piskes det hele sammen med håndmixeren. Herefter er moussen klar til at komme på køl.
Jeg plejer at lade moussen være på køl til den lige akkurat er ved at have sat sig. Så tager jeg den ud og fylder mine kager, og stiller dem på køl natten over, så moussen får sat sig rigtig godt.

God fornøjelse med denne skønne hindbærmousse :)

lørdag den 26. maj 2012

Baileys-mousse

Denne mousse er simpelthen gudeskøn, hvis man kan lide Baileys. Den er lækker cremet, en kraftig smag af Baileys og nogle lækre stykker chokolade at tygge i. Jeg kan varmt anbefale den!
Hvis man vil have den mindre kraftig, kan man evt. tilsætte Dooleys i stedet.
Men nu til selve opskriften.

Ingredienser:

4       blade    husblas
50     g           hvid chokolade
1       dl          Baileys
4                    æggeblommer, pasteuriserede
2       spsk      sukker
3       dl          piskefløde
100   g           mørk chokolade


Fremgangsmåde:

Læg husblassen i koldt vand i 10 minutter.

Hak den mørke chokolade og stil den til side.

Hak den hvide chokolade og smelt den over vandbad.

Smelt husblassen i en gryde med en lille smule af det vand, som det har ligget i.

Rør Baileys i den smeltede husblas og rør det hele sammen med den hvide, smeltet chokolade.

Pisk sukker og æggeblommer til en hvid og skummende masse. Herefter kommes chokolade-blandingen over i æggemassen og det hele røres sammen.

Pisk fløde stiv og vend det i chokolade-ægge-massen. Når det hele er vendt sammen, vendes den mørke, hakkede chokolade i.

Stil nu moussen på køl, indtil den er tyknet nok til, at den kan lægges i en kage.



Tip:

Chokolade-stykkerne har det med at falde til bunds, så længe moussen ikke er tyknet. Det er derfor en god idé at vende rundt i moussen engang imellem, når den står i køleskabet, indtil den tykner.

søndag den 20. maj 2012

Chokoladeganache

Denne chokoladeganache bruges som mousse - ikke som opsmøring. Til opsmøring bruges 1:1 ganache, som du kan se opskriften på her.


Ingredienser:

½       l     piskefløde
250    g    mørk chokolade



Fremgangsmåde:

Hak den mørke chokolade - jo mindre stykker jo nemmere bliver det at røre sammen.
Varm fløden op i en gryde og lad den komme i kog. Herefter hældes den kogende fløde over den hakkede chokolade. Lad det stå et par minutter og rør derefter forsigtigt fløden og chokoladen sammen til en jævn masse. Rør herefter i lidt tid, så er man sikker på, at det har emulgeret helt. Det skal gerne føles lidt tykt.
Herefter stilles ganachen på køl natten over (eller i hvert fald 8 timer). Den må ikke få låg på i forhold til kondens, som er dårligt for moussen, når den skal piskes op. Kom i stedet husholdningsfilm over, som lægges oven på moussen, så der ikke kan dannes kondens.

Næste dag pisker man moussen op, til den får en flødeskumsagtig konsisten. MEN PAS PÅ: Man må ikke piske for længe. Til allersidst går det rigtig stærkt med, at moussen bliver stiv. En god ide er at stoppe, når man tror, at den er ved at være der, og så piske resten i hånden. For når først man har overpisket moussen, så kan den kun bruge til en ting - blive smidt i skraldespanden.

Chokolade smørcreme

Denne smørcreme kan både bruges som opsmøring og som en slags mousse. Med mousse mener jeg, at man kan lave en mud cake, flække den over og så lægge et lag chokolade smørcreme imellem.


Ingredienser:


10           past. æggeblommer
150   g    flormelis
250   g    blødt smør
250   g    mørk chokolade



Fremgangsmåde:

Chokoladen brækkes i stykker og smeltes over et vandbad.

Ved siden af piskes æggeblommer og flormelis til en luftig masse. Smørret skæres i tern og piskes med ned i æggemassen og til sidst tilsættes chokoladen, når den har kølet af.


Opskriften er fra Annes kagekrummer.