Viser opslag med etiketten Blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blomster. Vis alle opslag

mandag den 8. oktober 2012

Orkide-skabelon

 
 
 
Så sidder jeg og flader lidt ud i sofaen efter 4 fridage i træk - det er simpelthen bare så skønt, og tænk: jeg har endnu en i morgen! Jeg har haft en fantastisk weekend sammen med min kæreste, og i går var vi på "æblerov" sammen med Jeppe og Lea. Det var smadder hyggeligt, og du kan læse mere om konceptet og vores dag her på Leas blog.
 
I dag har jeg så fået dagen til at gå med at rydde hele hytten op, lægge tøj sammen, slappe lidt af, og jeg har desuden fået lavet en orkide-skabelon, så jeg senere kan lave min helt egen yndlingsorkide. Og lige nu er der boller i ovnen og dej til flûtes i køleskabet, som skal bages i morgen - jeg elsker at have fri og lade helt op!
 
Nå, men tilbage til orkide-skabelonerne, som jeg tror, har jeres interesse mere end at lægge tøj sammen.... Jeg har en fantastisk orkide stående, som jeg fik af mine forældre, da Lasse og jeg flyttede sammen i august 2010 - og på magisk vis kan jeg stadig få den til at blomstre, og når den får blomster, så blomstrer den gerne i ca. 2 måneder. Den har nu blomstret hele 4 gange (3 gange indenfor det sidste år)!
I den sidste uges tid har der kun siddet to blomster tilbage, som jeg har nydt at kigge på de sidste par dage, men i dag kunne de altså ikke mere og begyndte at klappe sammen. Men heldigvis har jeg også en anden orkide stående, som har tre flotte lilla blomster, som jeg også fik i indflytningsgave af min kusine, så dem kan jeg stadig kigge på :).
 
Jeg har i starten af september i år været på et orkide-kursus hos Specialkøbmanden, hvor vi lærte at lave disse orkideer. Da jeg var på kurset, fortalte Janne (vores instruktør), at man kunne lave sin egen skabelon af sin orkide derhjemme. Jeg brændte varm på ideen, men da orkideer er min yndlings-blomst, og min hvide orkide stod så fint her hjemme, så nænnede jeg overhovedet ikke at klippe en af dens 11 blomster af! Jeg kigger på de blomster hver eneste dag og bliver så glad af det.
Så nu hvor de to sidste blomster begyndte at krølle sig elegant sammen, så jeg mit snit til at klippe en af blomsterne af og begynde at skille den ad. Jeg vil nu vise jer, hvordan jeg gjorde:
 
1) Klip en blomst at din orkide. Det er nemmest, hvis den ikke er klappet sammen, men det kan også lade sig gøre ellers :).
 

 
 
2) Prøv at rette blomsten forsigtigt ud. Her er det en god idé at tage en masse billeder af sin blomst, så man bedre kan efterligne dens farve-detaljer senere. Hvis man vælger en færdigklappet blomst, fordi man ikke ville klippe en flot, frisk blomst af ligesom mig, så er det en rigtig god idé at tage billeder af blomsten, når den stadig sidder og er frisk på planten. Så får man det bedste resultat.
 
 
 
3) Hav et papir, et stykke karton el. pap, saks/skalpel og en blyant klar.
 
 
 
4) Skær nu forsigtigt blomsten i stykker. Skær de to forreste blade af, derefter midterstykket og til sidst har man så tre blade siddende fast sammen. Lad dem sidde sammen for nemhedens skyld. De kan også skæres hver for sig.
 
 
 
5) Tegn nu udenom hvert blad på det hvide papir (Se Punkt 6 hvordan man skærer midterstykket til). Husk at lave et lidt længere stykke (på de to forreste blade) der, hvor den skal hæfte i midten af blomsten. Ellers er der ikke noget, som bladene kan hæfte sig fast med, da det sidder under knoppen på den rigtige blomst, og man derfor ikke kan få det med på bladet, når man skærer det af. Når der er tegnet forsigtigt rundt om blomsterbladene, fjernes blomsterbladene, og der skal nu tegnes lidt tydeligere op. Klip eller skær nu alle delene ud.

 
 
6) Når midterstykket skal tegnes, er man nødt til at fjerne selve knoppen og den gule dut, der sidder der. Skær dem forsigtigt af. Hvis du ikke fik billede af midterstykket, er det en god idé at gøre det her. Specielt den gule dut har meget at byde på :).
 

 
7) Når alle papirstykkerne er klippet eller skåret ud, skal de tegnes over på et stykke karton eller pap. Jeg brugte bare en tom pakke Kelloggs Special K, da jeg ikke kunne finde mit karton. Som en hjælp til dig selv senere, så kan man lige skrive på bladene, hvad der er op og ned, højre og venstre, så man ved det, når man skal lave dem senere.
 
8) Her er lidt billeder af mine orkideer, hvor man rigtig kan se deres avancerede midter.
 

 9) Nu er det bare med at overføre det til gumpasten. Husk at kræse for alle detaljerne - det er det, der gør, at den ser livagtig ud. Rigtig god fornøjelse! :)
 

onsdag den 3. oktober 2012

Mor 50 år

I sidste uge fyldte min mor 50 år, og i lørdags skulle jeg pynte kagen til festen. Min mor bagte selv kagen og lavede mousserne, og så kom jeg hjem torsdag - efter hun havde været så sød først at hente mig i København - og lagde kagen sammen og smurte den op.
Ugen før havde jeg lavet pynten til toppen af kagen hjemme hos mig selv. Det var et større projekt, da alle blomsterne skal være tørre, før man kan sætte dem sammen - derfor er gumpaste rigtig godt at bruge til det. Alt i alt tog det mig 10-12 timer (dette er uden tørre-tiden) at lave buketten. Og så endte det selvfølgelig med, at jeg ikke havde lavet nok blomster, så der måtte jeg lige i gang igen med at lave lidt flere. 
Buketten er inspireret af Betty's Sugar Dreams bog "Motivtorten", som er en absolut FANTASTISK bog! Den er simpelthen så godt beskrevet og fotograferet, så man kan faktisk nøjes med at "læse" billederne, hvis man ikke er så god til tysk. Den er alle pengene værd!
Inden jeg viser billeder af kagen, kommer der her lidt info om kagen ifølge min kage-dagbog:
Anledning: Min mors 50 års fødselsdag
Kagebunde: Drømmekage ala Mette Blomsterberg
Fyld: Hyldeblomstmousse med hvid chokolade og friske blåbær samt en blåbærmousse - begge opskrifter er af Mette Blomsterberg.
Opsmøring: Wiltons decorator icing.
Pynt: Betrukket med lyselilla fondant, mørkere lilla samt hvid fondant striber. I kanten er der en perleborde i mørkelilla dustet med en perlemor-lilla. På toppen er der gumpasteblomster lavet som en buket.
Form: Rund 25 cm.
Antal personer: 20
Læring: Jeg havde helt glemt at lave min lille smørcreme-dam rundt i kanten, inden jeg kom mousse i, så jeg var ret meget opppe og slås med kagen, da moussen ikke ville have smørcremen siddende på sig. Så det endte med, at kagen pludselig var blevet 2-3 cm bredere i diameteren, fordi der skulle så meget smørcreme på, for at det blive siddende fast.
Det tager lidt tid, men det giver en fantastisk effekt at duste på bladene og blomsterne.
Buketten kan genbruges ;)
Lav ALTID aaalt for mange blomster, så man ikke løber tør. Der skal bruges flere, end man umiddelbart regner med.
Igen igen revnede min fondant, da jeg lagde den over kagen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, der går galt?! Nogen, der kan hjælpe?
Kage nr.: 18 - nummer 17 bliver vist en anden dag :)
Billeder:


 

tirsdag den 18. september 2012

5. Kagekursus

Så blev det sidste kagekursus i år overstået (jeg regner i hvert fald med, at det er det sidste). Det handlede om at lære at lave orkideer. Det var rigtig spændende og muligvis det bedste kursus, jeg har været på (men baby-pige modelleringskurset var nok det bedste).
Der var en rigtig god og hyggelig stemning på holdet, som varede i tre timer. Vi var 9-10 deltagere. Vi skulle hver lave to orkideer: en på tråd og en uden. De skulle begge males, hvilket var super sjovt!
Først et billede af den uden tråd:

Gumpasten var indfarvet med lidt ivory pastafarve. Derefter er den blevet malet
med en hvid perlemor med et lilla skær. På kanterne er der farvet med en rød dust,
der indeholdt lidt glimmer. Støvdrageren er blevet malet gul og har fået gult genskin.
Og så et billede af den med tråd:

Gumpasten til denne orkide blev indfarvet med lidt gul og grøn
pastafarve. Herefter blev bladene stukket ud, tilføjet ståltråd og
lagt til tørre. Da bladene var nogenlunde tørre (ca. efter en time),
blev de malet: alle blade blev malet grønne med pink på kanterne.
Støvdrageren blev gul med gult genskin. I midten kom der også prikker.

Egentlig synes jeg ikke, at det var særlig svært at lave dem. Men man skulle lige holde tungen lige i munden, når man skulle binde dem sammen. Men alt i alt et meget lærerigt kursus, som jeg gerne vil på igen! - Dog vil jeg hellere lære at lave en ny blomst selvfølgelig :)

mandag den 11. juni 2012

Simone og Hlynurs 5-års dag

En rigtig god veninde fra mit pædagog-studie spurgte, om jeg ikke kunne lave en lille kærlighedskage til hende og hendes kæreste i anledningen af, at de nu har været sammen i 5 år.
Og selvfølgelig kunne jeg da det!
Jeg fik den idé, at man måske kunne lave to hjerter, der smeltede sammen. Jeg syntes, at ordene "FOR EVIGT" siger en masse, men Simone ville også gerne have deres navne på. Men da kager ikke er så store, blev vi enige om, at det kunne stå på kagepappet.
Her er resultatet:


 
Fakta i forhold til min kage-dagbog:

Anledning: Simone og Hlynurs 5-års dag

Kagebunde: Kakaobunde x 1 almindelig portion

Fyld: Hindbærmousse x ½ portion

Opsmøring: Wiltons buttercream fra spand

Pynt: I bunden af de to hjerter er der en mellembred perlerække, og på toppen af hjerterne er der en smal række perler. Så er der 3 små roser. Af tekst er der på kagerne "FOR EVIGT" og på kagepappet "Simone & Hlynur <3 5 år <3".

Form: 20 x 30 cm. Derefter stukket ud med to hjerteforme - den ene lidt mindre end den anden. Der er stukket to stykker ud med hvert hjerte.

Antal personer: 4 (egentlig skulle det være til to, men det er næsten umuligt at lave dem så små, når de skal "flettes" sammen.

Læring: Det var sjovt at lave nogle små kager, og det er helt sikkert noget, jeg skal dyrke! Jeg havde, som tidligere nævnt, stukket 4 hjerter ud i to størrelser. Det store hjerte skulle have et hak i den ene side, så det andet hjerte kunne være der. Jeg valgte at lave hakket med den store hjerte-form, da hakket ville blive mindre, når der først kom smørcreme og fondant på.
Det var lidt svært både at smøre kagerne op og komme fondant på. Det er faktisk også svært at komme mousse i for at det ikke skal være løgn. Jeg prøvede at lave en smørcreme dam rundt i kanten af kagerne, inden jeg kom moussen i, men moussen skubbede det såmænd bare ud. Så derfor røg kagerne et smut i køleskabet i 4 timer, før jeg gik ud og "crumb-coatede" dem. Det var ret besværligt, for moussen var ikke helt stivnet, så kagerne dansede noget rundt imens.
Dagen efter smurte jeg kagerne op igen - denne gang blev de stående! Da jeg skulle have fondant på, tog jeg kagerne ud på køkkenbordet og kom fondanten på. Det var lidt tricky at få formerne rigtig frem på kagerne. Men det lykkedes, og heldigvis passede den lille kage lige ind i hakket på den store. Havde godt nok været nervøs for, om hakket var blevet for lille eller for stort.
Noget andet, som jeg vist skal øve mig noget mere på, er at skrive med royal icing. Det var ikke super nemt, selvom jeg havde lavet hjælpe-bogstaver på pappet med en kniv neden under. Men det gik - men fjernede også en del streger, der ikke blev pæne nok.

Kage nr.: 14

Billeder:


 

søndag den 3. juni 2012

Marie 30 år

Anledning: Maries 30 års fødselsdag

Kagebunde: 1 1/5 portion kakaobunde fordelt på to bunde i hjerteformen

Fyld: Et stykke marcipan og ½ portion chokoladeganache 1:2

Opsmøring: Chokoladeganache 1:1

Pynt: 4 lillae roser i 4 forskellige størrelser, 5 sommerfugle dustet med pearl, "Marie 30 år", satinbånd i kanten, hjerter hen ad siderne.

Form: Hjerteform

Antal personer: Ca. 15

Læring: Jeg bagte hver bund hver for sig, hvilket jeg synes, fungerer rigtig godt! Da kagerne var kølet af, skar jeg et stykke marcipan ud, som passede perfekt til formen og lagde det på kagen. Herefter kom et godt lag mousse på og sluttede af med den sidste bund.
Denne kage har virkelig ikke drillet mig overhovedet, og det har bare været rigtig dejligt!

Kage nr.: 12

Billeder:



søndag den 29. april 2012

Min 3. fødselsdagskage

Nu begynder I nok snart at tænke: "Hvor mange fødselsdage holder du lige?!". Og til det må jeg sige: mange! Jeg holder nemlig altid for familie og for venner. Efter jeg har gåwt på Niels Brock, arbejdet i skovbørnehave og nu går på Frøbel, så får man hurtigt 3 forskellige vennegrupper - og det skal jo fejres hver for sig.
Denne gang holdt jeg så fødselsdag for personalet fra skovbørnehaven. Det blev holdt på vores stambar Larsens Plaz på Gammel Kongevej - det er simpelthen verdens hyggeligste bar!Og selvom øl og kage ikke passer super godt sammen, så var det jo fødselsdag, så jeg havde da taget en kage med til de meget kageglade mennesker.
Det er en upside-down drømmekage (det er simpelthen bare så smart - og ikke ligeså dyrt som mousse-kager!). Blomsterpynten på kagen er egentlig "rester" fra fødselsdagskagen til Mathias, som ikke blev brugt alligevel. Jeg fik dette ud af det:

 

Egentlig startede det med, at der skulle være en muslinge-borde i bunden og lidt blomster i midten af kagen, men så fandt jeg nogle flere blomster i samme farve, som også kunne komme på. Jeg skulle da lige forsøge mig med en muslinge-borde på toppens kant også, hvor de nyfundne blomster så kunne sidde. Da jeg havde lavet det, syntes jeg, at der manglede noget.
På det sidste kursus jeg var på, lærte vi blandt andet at lave muslinge-border og buer på siderne. Jeg lavede aldrig buerne på min kage, for det passede ikke til mit kurve-tema. Så nu ville jeg prøve det, og de er jo nemme at fjerne, hvis det går galt. Jeg lavede først den nederste bue hele vejen rundt. Så syntes jeg egentlig, at den godt kunne bruge en til, så det fik den. Jeg var ved at være tilfreds, men der manglede stadig noget! Jeg kiggede på bordet og kagen og fik øje på nogle sukkerperler, som også var brugt i de nyfundne blomsters midte. Jeg kom 5 klatter royal icing på siderne og satte perlerne på, og så kunne toppen af kagen også godt mangle lidt perler, så det fik den.
Og sådan blev denne kage skabt ud fra ting, jeg havde i forvejen. Det tog 1½ times tid at pynte den. Jeg blev fint tilfreds med resultatet, for jeg havde ingen idé om, hvordan den skulle se ud, da jeg startede.

Fakta i forhold til min kage-dagbog:

Anledning: Min 3. fødselsdag for personalet i Skovbørnehaven

Kagebunde: 2 x 1 portion drømmekage til 6 personer

Fyld: 3 x 1 portion drømmekagetopping til 6 personer

Opsmøring: Wilton buttercream på spand

Pynt: Muslinge-border, 3 halvstore blomster, 6 små blomster, 6 blade, 48 perler, buer af royal icing

Form: Rund 23 cm

Antal personer: 15

Læring: Mere smørcreme omkring toppingen i kagen, når man bruger en lys farve fondant - det kunne nemlig godt ses lidt igennem.
Jeg blev glad for, at de buer, jeg slet ikke var tilfreds med, blev fjernet og lavet om.
Muslinge-borden på toppen måtte gerne være kommet længere ud på kanten. Desuden skal jeg igen til at huske, at man ikke skal lave for mange muslinger ad gangen (4 muslinger, så skal kagen drejes), og at man ikke skal tro, at bare fordi man lige har lavet 40, så er man blevet dygtig og kan lave dem hurtigt.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at finde en måde, hvorpå man kunne gemme icingen mere bag perlerne. Synes ikke, at det ser pænt ud, at kan se små klatter bagved.
Det er en god idé at gemme pynt, som man ikke fik brugt alligevel - måske kan det bruges på et andet tidspunkt - og det kan jo holde sig i evigheder!

 
Kage nr.: 11

Billeder:




 

tirsdag den 24. april 2012

Fondanthygge med Naja og Michele

Da jeg holdt fødselsdag for Naja og Michele i mandags, fik de begge pludselig lyst til at lege med fondant - for det havde de ikke prøvet før.
Så jeg hev alle mine mange ting frem, og så kunne man ellers prøve alt, hvad man ville. De ville begge gerne lave en rose, men da jeg kun har én af alt, var der lidt ventetid engang imellem, men det syntes ikke at genere dem :).



 
Jeg lavede kun starten af en rose ved siden af, så jeg bedre kunne forklare princippet i det. Så både Michele og Naja lavede deres roser helt uden hjælp :). Jeg synes, at der kom 2 rigtig flotte roser ud af det - specielt når det nu er første gang, de prøver det.
Her kan du se resultatet af deres arbejde, som tog lidt over en time:


Fødselsdag igen...

Ja, så blev det altså tid til, at jeg skulle holde en lille fødselsdag igen - og for at det ikke skal være løgn, så skal jeg også holde en lille slags fødselsdag på fredag for mine gamle kolleger fra skovbørnehaven.
Inden jeg begyndte at arbejde i skovbørnehaven, læste jeg til finansøkonom på Niels Brock. Der mødte jeg to rigtig søde piger fra min klasse, og vi ses stadig en gang om måneden, hvor vi laver mad til hinanden og har en hyggelig aften.
Så når vi har fødselsdage, skal man holde sådan en aften, og det gjorde jeg så i går. Og til fødselsdag hører der jo kage til!
På en blog (kan ikke huske hvilken) så jeg, at hun havde lavet en opside-down drømmekage - altså bund, topping og så en bund igen. Så det har jeg prøvet med en chokoladedrømmekage. Det ser således ud, før den smøres op:



Oplysninger i forhold til min kage-dagbog:

Anledning: Min "3. fødselsdag"

Kagebunde: 2 x 1/4 portion chokoladedrømmekage-bunde

Fyld: 3/4 portion chokoladedrømmekage-topping

Opsmøring: Chokoladeganache med ekstra meget chokolade

Pynt:  Lyselilla betræk, mørkelille mønster + muslinge-borde af royal icing, og elfenbensfarvet roser

Form: Hjerteform

Antal personer: Ca. 10

Læring: Hjerteformen er af silikone, så den fungerede rigtig fint, da kagen skulle ud af formen. Det var heller ikke specielt besværligt at lægge de to kager ovenpå hinanden, og de klistrede sig hurtigt sammen.
Jeg havde en rest 1:1 chokoladeganache tilbage fra denne kage, men jeg syntes ikke, at det så ud til at være nok til hele kagen. Jeg havde noget chokolade liggende, som jeg varmede op og blandede i. Jeg tænkte godt, at den ville stivne noget hårdere, end den ellers gjorde, for jeg havde ikke noget fløde at blande i. Jeg "crumb coatede" kagen og stillede den i køleskabet. Jeg lod den stå i ca. 20 minutter, hvorefter jeg tog den ud og smurte den op en sidste gang, så den fik skarpe kanter og glatte sider. Derefter rullede jeg fondant ud, men da jeg skulle lægge det over kagen, var ganachen stivnet MEGET hårdt op og var slet ikke fugtigt, så fondanten kunne klistre sig fast. Jeg tog derfor en pensel og noget vand, som jeg smurte over ganachen og lagde fondanten på. Så skete det værste: fordi jeg havde lavet så skarpe kanter på kagen, skar de simpelthen lige igennem fondanten flere steder!! Jeg prøvede at lappe det, men det blev aldrig pænt. Jeg var meget glad for, at jeg havde valgt, at det skulle være en meget mønstret kage, for det kunne skjule det meste ;).

Kage nr.: 10

Billeder:
 

Royal icing mønsteret sprøjtes ud af en nr. 2 eller 3 tyl fra Wilton.
Det er en lang "streg", der føres rundt. Det var super sjovt at lave,
men det er godt nok hårdt for hånden, for det tog mig omkring
en time at dække hele kagen!

Her er de 4 roser, som var på kagen. Jeg synes selv, at de er
blevet super flotte, efter jeg er begyndt at bruge et lille fif fra Heidi.

 


lørdag den 21. april 2012

Fødselsdagskage til Mathias

En fra min klasse spurgte, om jeg kunne lave en kage til hendes kærestes fødselsdag i torsdags, og selvfølgelig ville jeg det!
Hun ville gerne have en kage, der var i pastelfarver og havde perler, blomster og et bånd med sløjfe. Desuden ville hun have 2 lyserøde hjerter. Så det her er resultatet:


Oplysninger ifølge min kage-dagbog:

Anledning: Mathias' fødselsdag

Kagebunde: Kakao-sukkerbrødsbunde 1 1/5 portion

Fyld: Hindbærmousse 1/4 portion og chokoladeganache 1/4 portion

Opsmøring: Chokoladeganache 1:1, 3/4 portion
Pynt: Fersken farvet bund, lilla top, grønt bånd + sløjfe, "tillykke-kort", grønne sukkerperler, blå blomster, muslinge-borde og lyserøde hjerter

Form: 20 x 30 cm form, hvorefter den er skåret midt over og lagt sammen

Antal personer: Ca. 15

Læring: Puuuha, det tog lang tid at sætte perlerne på, da de skulle sættes på med pincet, og jeg synes, at man kan se icingen, som perlerne sidder fast på, alt for meget. Måske skulle man lave en tyndere stribe af icing.
Det var lidt besværligt at lave et låg på kagen, men det gik. Jeg skar låget til, efter jeg havde lagt det ovenpå, og da det var skåret til, limede jeg det fast med vand.
Omkring chokoladeganachen 1:1 så ville den ikke rigtig stivne efter en hel nat i køleskabet - det viste sig, at jeg simpelthen ikke havde blandet det godt nok, inden jeg satte det i køleskabet. Så jeg smed det en tur i mikroovnen og blandede det godt sammen og satte det i køleskabet i en halv time - og vupti, så var det klar til brug :).

Kage nr.: 9

Billeder:




onsdag den 4. april 2012

Mazarinkage med fondant

Denne kage lavede jeg sammen med min mor den 26. januar 2012, og den er dermed min nummer 3 fondant-betrukket kage.
Jeg vil nu udfylde resten af dette indlæg i forhold til, hvordan jeg bruger min kage-dagbog:

Anledning: Øve os i at betrække en kage med fondant

Kage: Mazarinkage

Opsmøring: Wiltons chokolade decorator buttercream

Pynt: Der er udstukket rosenblade i lys-lilla fondant. De tre roser er lavet ud af resterne fra marmoreringen. Som border har vi snoret sort og lys-lilla fondant.

Form: Rund str. 23 cm

Antal personer: Ca. 12

Læring: Når man marmorerer fondant, skal man max bruge 1/3 af den mørke fondant i forhold til den lyse fondant. Oftest er bagsiden af marmoreringen faktisk den pæneste side. Pas på ikke at blande farverne alt for meget sammen, da det ødelægger marmoreringen. Man bør have en sugargun, når man vil have snoninger som borde, da det er rigtig svært at lave så lange og tynde pølser, som man skal bruge.

Kage nr.: 3

Billede:




tirsdag den 3. april 2012

Farvelkage til arbejdet

Fra midt februar 2011 til midt januar 2012 arbejdede jeg i en skovbørnehave på Frederiksberg. Jeg var super glad for at være der, men jeg havde fundet ud af det, som jeg ville finde ud af på det år - jeg skulle være pædagog! Så midt studie skulle starte 1. februar, og det betød, at jeg måtte sige farvel til den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft!
Da al personalet var utrolig glad for kage, og ofte fik mig til at bage kager til dem, skulle jeg prøve kræfter med min første fondantkage med mousser i.

Det blev noget værre rod, og alt, hvad der overhovedet kan gå galt, gik galt!!!
  • Mousserne (hindbær og chokolade) blev frosset ned, så jeg ikke skulle stå med det hele i sidste øjeblik. Det gjorde, at da de blev lagt i kagerne, stivnede de ikke fuldstændig, som en frisk mousse ville gøre.
  • Bundene skulle deles med en kagedeler - og det var en oplevelse i sig selv, som ikke var værd at gentage!
  • Jeg ville smøre op med en 1:1 chokoladeganache, som desværre blev grynet, så jeg måtte starte forfra.
  • Da kagen så skulle smøres op, blev moussen ved med at trænge igennem, og til sidst løb jeg tør for ganache! Jeg blev derfor nødt til at lave en frosting og smøre resten op med.
  • Herefter skulle der et lag marcipan på, og idet jeg lægger det over, vælger det at flække på midten. Forfra igen! Næste gang, jeg lagde det på og glattede det ud, begyndte det at slå revner alle steder.
  • Så kom den sorte fondant på, og den havde fået grimme hvide mærker fra maizenaen.
  • Kagen kommer i køleskabet, og senere, da jeg skal pynte den, er den bulet godt ud i siderne. Jeg prøver at dække det meste med pynt, men kagen er og bliver altså lidt en fiasko.
Heldigvis lagde mine kolleger ikke mærke til alle fejlene, og kagen smagte rigtig godt - jeg fik i hvert fald intet med hjem, på trods af, at vi kun var 12 på arbejde den dag! :)

I forhold til kage-dagbogens punkter:

Anledning: Afsked med skovbørnehaven gennem et år
Kagebunde: Kakao-sukkerbrødsbunde x 1 1/5

Fyld: Hindbærmousse x 1, chokolademousse x 1

Opsmøring: 1:1 chokoladeganache x 1, chokoladefrosting x 1

Pynt: Betrukket med sort fondant, 3 store røde roser, 7 små røde roser, 14 små rosenblade, 6 store rosenblade,

Form: Rund 23 cm i diameter

Antal personer: Ca. 15

Læring: Dette punkt vil jeg gerne gøre noget ekstra ud af, når alt nu kunne gå så galt! For det første er det bare ikke en super idé at bruge en fryser til disse kager - det kan lade sig gøre, men det har drillet mig hver eneste gang indtil videre.
Dernæst er det egentlig bare nemmere at flække en kage med en stor brødkniv.
Et fif omkring moussen, der løber ud, er, at man simpelthen laver en lille barriere af smørcreme/ganche hele vejen rundt i kanten, inden man kommer moussen i. Så undgår man at den kan løbe ud - kom dog ikke for meget i. Det er lidt ulækkert at spise sig igennem 2 cm smørcreme ;).
Vær meget omhyggelig med sort fondant og maizena - der må KUN komme maizena på undersiden.
Omkring udbulningen, så var det hele nok mest af alt mangel på tålmodighed. Moussen havde ikke sat sig nok til at kunne bære vægten af marcipan og fondant. Som tidligere nævnt, så er tålmodighed bare virkelig en smuk ting, når man laver fondant-kager.
Når man skal skrive på kager, skal royal icingen være mere flydende.

Kage nr.: 2

Billede: