tirsdag den 18. september 2012

5. Kagekursus

Så blev det sidste kagekursus i år overstået (jeg regner i hvert fald med, at det er det sidste). Det handlede om at lære at lave orkideer. Det var rigtig spændende og muligvis det bedste kursus, jeg har været på (men baby-pige modelleringskurset var nok det bedste).
Der var en rigtig god og hyggelig stemning på holdet, som varede i tre timer. Vi var 9-10 deltagere. Vi skulle hver lave to orkideer: en på tråd og en uden. De skulle begge males, hvilket var super sjovt!
Først et billede af den uden tråd:

Gumpasten var indfarvet med lidt ivory pastafarve. Derefter er den blevet malet
med en hvid perlemor med et lilla skær. På kanterne er der farvet med en rød dust,
der indeholdt lidt glimmer. Støvdrageren er blevet malet gul og har fået gult genskin.
Og så et billede af den med tråd:

Gumpasten til denne orkide blev indfarvet med lidt gul og grøn
pastafarve. Herefter blev bladene stukket ud, tilføjet ståltråd og
lagt til tørre. Da bladene var nogenlunde tørre (ca. efter en time),
blev de malet: alle blade blev malet grønne med pink på kanterne.
Støvdrageren blev gul med gult genskin. I midten kom der også prikker.

Egentlig synes jeg ikke, at det var særlig svært at lave dem. Men man skulle lige holde tungen lige i munden, når man skulle binde dem sammen. Men alt i alt et meget lærerigt kursus, som jeg gerne vil på igen! - Dog vil jeg hellere lære at lave en ny blomst selvfølgelig :)

fredag den 14. september 2012

4. Kagekursus

I tirsdags var jeg til endnu et kagekursus hos Specialkøbmanden. Denne gang var temaet "bryllups-kager". Jeg havde forventet mig noget mere af kurset - kagerne blev stablet, men de var ikke særlig store, og derfor skulle der ikke nogen støttepinde i, som jeg egentlig havde regnet med, at jeg skulle hen og lære. Det var kun noget, vi hørte om - og det var nu lidt ærgerligt!
Det er ikke det kursus, jeg har været mest begejstret for, må jeg nok indrømme. Specialkøbmanden er løbet helt tør for Wilton fondant, så derfor brugte vi en anden slags, som smagte meget bedre, men som nærmest var umulig at arbejde med! Den var meget blød og ikke så medgørlig.
Den nederste del af min kage blev rigtig pæn, men så kom jeg til den lille kage. Den skulle smøres op, men kagen smuldrede nærmest hele tiden fuldstændig fra hinanden, så det var ret svært. Så skulle jeg betrække den, og jeg har åbenbart fået rullet den lidt tyndt ud, selvom jeg ikke synes, at den var tyndere end den, der er på den nederste kage. Jeg skulle så flytte den lille kage over på den store, og jeg stod og balancerede med den på en spatel, hvilket gik helt fint. Så skulle jeg lige tjekke, at den blev stillet det rigtige sted og BUM, så lå min kage på hovedet på bordet. Der var ikke andet at gøre end at tage den op med fingrene, og fordi fondanten var så blød, så var mine fingeraftryk overalt på kagen, og det kunne selvfølgelig ikke fjernes igen! Egentlig havde jeg ikke tænkt, at der skulle meget pynt på toppen af kagen, men det blev til tre store gerberaer, så fingeraftrykkene ikke kunne ses.


Anledning: Kagekursus

Kage: "Min chokoladekage" fra Kagemagasinets hjemmeside

Opsmøring: Wilton buttercream med appelsinpasta

Pynt: Fondant, perleborder med pearl dust, tre gerbara og 6 calla-liljer.

Form: Hjerte 20 cm og 15 cm

Antal personer: 15-20

Kage nr.: 16

torsdag den 13. september 2012

3. Kagekursus

I mandags var jeg på mit 3. kagekursus hos Specialkøbmanden - denne gang skulle jeg lære at modellere mennesker. Det viste sig, at vi skulle modellere små baby-piger, og jeg synes, at det gik okay taget i betragtning, at jeg ikke har prøvet det før.
Det var egentlig ikke så svært, men det tog meget lang tid. Kurset varede i 3 timer, og man kunne sagtens have gjort meget mere ud af babyerne, hvis man havde haft tiden til det. Men jeg må indrømme, at jeg synes, at babyerne er aaalt for tykke! Og da vi skulle sætte hovedet på, vendte jeg hendes øjne ned mod hendes hænder, og så ville jeg give hende noget i hænderne, men da håret kom på, blev hendes hoved så tungt, at det røg langt bagover, og derfor måtte jeg vende hendes øjne opad, da man ikke kunne rette hovedet op igen. Men her kan I se nogle billeder af min baby-pige udgave og selv vurdere, hvad I synes:


Dagen efter - altså i tirsdags - lavede jeg endnu en baby-pige, da vi fik at vide om mandagen, at det var vigtigt at gå hjem og øve sig, så man bedre kunne huske det. Vi fik nemlig ikke nogen vejledning med hjem om, hvordan man laver og bygger babyen op. Derfor tog jeg billeder hele tiden undervejs, og jeg skal nok love at lave en how-to på den, men det bliver ikke endnu, for der er godt nok RIGTIG MANGE billeder!!
Men nu kan i se den anden baby-pige, som jeg lavede. Jeg blev rigtig tilfreds med den, da jeg ændrede på de ting, som jeg ikke synes, var pænt ved den anden: krop, arme, ben og hoved blev mindre og i bedre proportioner i forhold til hinanden. Desuden lavede jeg hele ansigtet og håret, inden jeg satte hovedet på, så jeg kunne undgå, at hovedet ville falde lidt af igen. Og det blev siddende lige der, hvor jeg havde sat det :).

onsdag den 5. september 2012

Nye kage-bøger

 
Jubii, så kom mine bøger endelig! De har været lidt tid undervejs, men her er de: Debbie Browns "enchanting magical cakes" og Mich Turners "Cake Masterclass". Jeg sad og kiggede dem igennem i går, og jeg var nok mest imponeret over Debbie Browns bog, men jeg synes godt, at der kunne være nogle mere udførlige how-to's. Og desuden er begge bøger på engelsk, da man ikke kan fø nogle danske bøger på det niveau.
Da jeg i morgen og lørdag skal lave et par kager sammen med en veninde (bare for hyggens skyld, og så vi er forbedredte på at skulle på bryllupskagekursus i næste uge hos Specialkøbmanden), sad jeg og kiggede begge bøger nøje igennem. Jeg har nu fundet ud af, hvordan min kage ender med at skulle se ud på lørdag, men jeg kan jo nå at ombestemme mig endnu. Jeg kan afsløre så meget, at den primært er inspireret af Debbie Brown bogen (derfor de gule post-its) og af de ting, som jeg købte på udsalg hos Specialkøb-manden.
 
 

 
 
Efter at have kigget i disse bøger har jeg bare fået endnu mere lyst til at skulle eje nogle flere!

mandag den 3. september 2012

Appelsinmacarons med lakridssmørcreme

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at få skrevet det her indlæg om mine macarons. De er blevet lavet for et par uger siden og nøjs, hvor smagte de bare godt!!
De blev ikke super kønne og helt rigtige, men man skal jo også have lov til at øve sig lidt :). Egentlig er det ikke særlig svært at lave dem, men man skal bare lige finde teknikken. Det hjalp så heller ikke, at vi kun have en dum sprøjtepose uden tyl, så dejen ville gerne løbe lidt ud af posen. Jeg tror bestemt, at det hjælper, når man har en rigtig sprøjtepose og en ordentlig tyl i, så det vil jeg prøve næste gang. Den pose, vi brugte, gjorde sådan, at man med en våd finger skulle gå og duppe alle toppene ned på macaronsne, men det kunne alligevel godt ses, efter de var bagt.

Jeg fandt en Macaron-bog i Bog&Idé til kun 50,-, så den måtte jeg jo eje. Og den er simpelthen fyldt med alverdens lækre opskrifter. I bogen var der en opskrift på appelsin-macarons med appelsin-syltetøj i, men vi ville ikke have syltetøjet i. Og da vi i forvejen skulle lave en lakrids-appelsin-kage, så blev det til, at der skulle laves en lakridssmørcreme. Opskriften fandt vi egentlig selv på.
Som man kan se, så har jeg tegnet på dem. Det var noget, der var gjort på en af opskrifterne i bogen, og det så nu meget sødt ud. Jeg hældte lidt frugtfarve (gul og rød) op i skål og så sad jeg ellers med tandstikker og farvede i macaronsne, inden de størknede. Men det var lidt svært at gøre det pænt, så det tror jeg ikke, at jeg vil gøre igen en anden gang. Men alt i alt var jeg godt tilfreds med forsøget - kun en enkelt macaron gik i stykker inde i ovnen. Appelsinsmagen og lakridssmagen komplimenterede hinanden super godt - næste gang vil jeg dog komme en smule mindre lakrids i, da den var lige gennemtrængende nok.
Men nøjs, hvor blev jeg overrasket over konsistensen. Den var så lækker med det sprøde uden på, det bløde inde i midten af macaronen og så den lækre creme!!
Det skal absolut snart laves igen!

lørdag den 1. september 2012

Mere kageudstyr


Ja, ja, ja, jeg ved det - nu har jeg igen købt mere kageudstyr! Men jeg skulle egentlig også bare lige en hurtig tur i Søstrene Grene og have en skalpel, som jeg havde glemt, da jeg var der to dage forinden. Men vupti, så havde de da lige fået nye varer til kagepyntning, så der var jeg jo lige nødt til at kigge!
Og det endte så med 2 skalpeller, 5 modelleringsværktøjer, som jeg ikke havde derhjemme i forvejen, et par tyller, en tylholder (som jeg efterhånden har en del af, men de koster jo kun 4 kroner!!!), 3 hjerteudstikkere med plunger og 3 med stjerner.
I forhold til udstikkerne kan man godt mærke, at det er billigere varer. De har slet ikke samme kvalitet som dem, man fx kan købe i Speialkøbmanden. Jeg har ikke rigtig fået prøvet tingene af endnu, for jeg har ikke haft nogle kager for hånden. 

Her kommer lige en billede-spam af tingene:




Jeg vil gerne undskylde, at jeg ikke har fået blogget længe, men jeg er startet i skole igen, været til begravelse osv., så jeg har ikke lige haft tiden og lysten til det. Men nu fik jeg taget mig sammen, og snart kommer der et indlæg om appelsin macarons med lakridssmørcreme - det skal i glæde jer til!

Desuden kan jeg fortælle, at der i denne måned vil komme nogle forskellige indlæg: jeg skal på tre kagekurser hos Specialkøbmanden inden for en uge, og min søde mor bliver 50, så der skal også laves et par kager. Det bliver en meget spændende måned for bloggen :).


Jeg kan se, at der er en masse, der kigger rundt på min blog - det er super dejligt! Det ville være endnu dejligere, hvis I også gad at blive faste læsere også :). Jeg kan desværre ikke se, hvor mange der er tilmeldt nyhedsmailen.

Jeg håber, at alle får en dejlig weekend!

mandag den 13. august 2012

Nye udstikkere

Som jeg lovede i indlægget i går, så vil jeg her vise jer, hvad jeg fik købt i Netto i dag. De har som sagt udstikkere på tilbud i denne uge.
Jeg synes desværre ikke, at deres udvalg var særlig stort - i den Netto, jeg var i i Rødovre, havde de rosenblade, hortensia/syren, nellike/lilje og et sæt med 4 forskellige (jordbær, ananas, blad og snefnug). Jeg har længe gerne ville lære at lave hortensia buketter og nelliker, så derfor købte jeg de to slags. Jeg har 6 rosenbladsudstikkere i forvejen, og jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge de 4 forskellige til, så dem tog jeg ikke med.
Her kommer lidt billeder af mine nyindkøbte udstikkere (undskyld dårlig billedkvalitet):


søndag den 12. august 2012

Pladsmangel...!

Som I andre kage-entusiaster nok ved, så fylder kageudstyret en hel del. Jeg bor heldigvis i en lidt stor 2-værelses lejlighed på 70 kvadratmeter, så der er heldigvis plads nok. Indtil i går boede al mit kagegrej oven på vores køleskab og højskab i køkkenet, foruden alle bageformene, der fylder i en stor skuffe i køkkenet.
Men min søde kæreste sagde pludselig en dag, at han havde tænkt lidt på, at han gerne ville fjerne sit anlæg fra en reol i stuen, da vi alligevel ikke bruger anlægget, og så kunne jeg få alt mit kageudstyr derind i stedet. I starten sagde jeg, at det var lige meget - jeg havde intet problem med at have det i køkkenet. Men så begyndte det at knibe lidt med pladsen oven på skabet og køleskabet, da det også er der, vi har vores morgenmadsprodukter; og da vi er studerende, køber man sådan noget på tilbud, så vi har meget af det :D.

Fra tirsdag til fredag boede jeg hos en god veninde, som jeg skulle have været på ferie med, men da afbudsrejser ikke var særligt billige i år, tog vi ikke afsted og boede derfor i hendes lejlighed i stedet. Det var super hyggeligt! Da hun næsten lige har fået lejligheden, manglede der nogle ting, så vi tog et smut i Ikea i Gentofte. Da vi gik rundt derinde og nåede til opbevaringskasser, kom jeg i tanke om min kærestes idé. Jeg brændte mig øjeblikkeligt varm på idéen og begyndte at kigge efter flotte kasser. Jeg måtte lige ringe til min kæreste nogle gange og spørge om målene på reolen og lige høre, hvad han egentlig syntes om min idé. Heldigvis var han helt med på den, og jeg fandt de skønneste kasser!


Da jeg kom hjem fra min veninde i fredags, skyndte jeg mig at samle kasserne sammen med min kæreste, og i går fik jeg fyldt al udstyret over i kasserne og fik lavet noget logistik i det - det var der nu også før, men der var ikke plads nok i kasserne mere! Og tænk sig: der er stadig en masse plads i de nye kasser til mere!!

Nu skal det lige nævnes, at der på reolen er tre hylder: den nederste har vi værktøj og noget garn på. Den midterste er fyldt med gavepapir, klippe-klister, gavebånd, tuscher osv., og den øverste har nu alt mit kageudstyr.
For at der ligesom kom lidt styr på den midterste hylde, valgte jeg at købe to kasser, der matchede dem, som jeg havde købt til kagegrej. I de to kasser skulle der være de ting, som lå løst på hylden. Da jeg så får sat dem ind på reolen, ser det egentlig bare dumt ud - de nye kasser ser fantastiske ud i forhold til kasserne med kagegrejet. Men de gamle kasser, der står ved siden af, ødelægger det virkelig! Så nu har jeg besluttet, at jeg skal ud og have tre kasser mere til den hylde, så det kan se rigtig pænt ud - man kan ligeså godt gøre det ordentligt første gang! :)

Jeg giver jer lige lidt billede-spam, så I selv kan bedømme det:


Sådan så det ud i køkkenet før (jeg har fjernet noget af al morgenmaden, så man kunne se kasserne med kageudstyret - ellers kunne man kun se Kellogs' pakker :D ).



Her er lige et billede fra køkkenet før, hvor man rigtig kan se "bjerget" af kasser oven på køleskabet.



Her kan man så se de nye kasser på reolen i stuen. Læg mærke til den midterste hylde - ligner det ikke noget, der er løgn?! Jeg glæder mig virkelig til at få fat i de sidste tre kasser. Der kommer til at være to hvide mere og en blå.



Og så vil jeg da også gerne lige benytte lejligheden til at vise de tre billeder frem, der hænger over reolen. Dem har jeg nemlig selv lavet hos min veninde i torsdags. Jeg blev rigtig glad for resultatet, og de kom meget hurtigt op og hænge.



Og når jeg nu er i gang med at fortælle om ting, jeg selv har lavet, så kan jeg da også lige vise et par store billeder af den elefant, der står oven på kasserne.


Jeg har fået elefanten af min kærestes søster (som i øvrigt har bloggen Storbyfarmen), som fik den i bryllupsgave. Man skulle selv male den, og det gad hende og hendes mand ikke. Efterfølgende har jeg også efter ønske malet en til min mor, som hun er meget glad for :).


Og her til allersidst vil jeg da lige gøre opmærksom på, at der hele næste uge (uge 33) er udstikkere på tilbud i Netto. En pakke med 3-4 store koster 49,- og en pakke med 6-8 små koster 39,-. De ser ret fine ud, og jeg skal da indrømme, at jeg skal være den første til at komme ned og kigge på dem i morgen. Jeg glæder mig til at vise jer, hvad jeg får købt :).

Jeg håber, at alle har haft en skøn weekend :). Nu skal jeg til at nyde mine sidste tre feriedage, inden jeg skal starte op på studiet igen på torsdag. Det bliver nu dejligt at få lært noget mere om det, man brænder for at lave resten af livet og til at se sine studievenner igen :).

mandag den 6. august 2012

Ny sugar gun

I går brugte jeg meget tid på at sidde og lege med fondant, så jeg kunne prøve alle mine nye ting. Stort set alt fungerer rigtig godt - bogstaverne skal jeg vist lige øve mig lidt mere med og huske maizena på udstikkerne, lade fondanten tørre, inden jeg stikker ud, og så lade fondanten sidde lidt i udstikkeren, inden jeg prøver at pille det ud.

Min søde mor fylder 50 år her til september, og der skal jeg hjælpe hende med at pynte en kage. Og i den anledning sad jeg også og øvede mig lidt i går. Jeg tror umiddelbart, at mit design kommer til at kunne fungere, men jeg er lige nødt til at prøve det igennem igen.
Men op ad siderne skal der være nogle tynde pølser, og der havde jeg tænkt, at jeg ville bruge min sugar gun. Så jeg fandt den frem og fyldte fondant i. Jeg har lagt mærke til, at jeg skal bruge ualmindeligt mange kræfter for at få fondanten ud, og det går meget langsomt. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt, at den skulle være så åndssvag at bruge - for det gik jo hurtigere at trille det i hånden!
Jeg fandt derfor nogle videoer på Youtube, hvor jeg kunne se, at andres sugar gun virkede markant anderledes - de behøvede kun at trykke 5-6 gange for at få 20 cm fondant ud, hvor jeg minimum skulle have brugt 50 tryk af alle kræfter. Jeg prøvede at finde ud af mere på Google - måske var der en bestemt måde at gøre det på. Men nej nej, alle andres virkede perfekt.
Min kærestes bror var her i bil, så jeg fik lige lov til at låne bilen og køre ned i Specialkøbmanden og høre, om jeg var helt galt på den eller hvad. Jeg blev mødt af en meget sød og imødekom-mende ekspedient, som afprøvede min sugar gun, som der stadig havde fondant i. Hun sagde, at den var meget hård, og at stemplet ligesom kun gik halvt ned. Men hun sagde dog også, at man skulle arbejde for at få fondanten ud. Hun gik ud bagved og afprøvede en af deres egne sugar guns, og hun kom kort efter tilbage og sagde, at deres stempler gik helt i bund og slet ikke var så svære at få fondanten ud af som min. Og uden at tøve gik hun ned og fandt mig en ny, som jeg kunne tage med hjem. Jeg var meget taknemmelig og skyndte mig hjem og afprøve den.
Og tænk: Den virker helt perfekt! Nu skal jeg ikke længere bruge alle kræfter og trykker 50 gange for at få 20 cm pølse, men kun 5-6 gange. Det er da fantastisk!

lørdag den 4. august 2012

UUUDSAAALG!!

Jubiii - Specialkøbmanden holder sommer-udsalg fra i morgen, men medlemmer af Kagemagasinets Klub fik mulighed for forudsalg mellem kl. 16 og 18 i dag. Og det skulle jeg altså lige benytte!
Jeg tog ned til Specialkøbmanden kl. 16, og der var overraskende få dernede - jeg var der en times tid, og tror der var omkring 20 andre i den tid. Men hold da op for nogle tilbud de har denne gang. Jeg havde lavet mig en liste over, hvad jeg godt kunne tænke mig af udstyr. På den måde har man et overblik over, hvad man vil have, og så ender man ikke med at købe noget, som man allerede har i forvejen. Jeg havde det krav, at hvis tingene fra listen ikke var på tilbud, så måtte jeg ikke købe det, for jeg skal på 3 kagekurser til september, hvor der altid er 10% på alle varer efterfølgende, så der kan jeg ligeså godt få lidt rabat på resten af listen. Det eneste, jeg godt måtte købe, var to stykker kagepap, da jeg er løbet helt tør for dette.
Jeg har længe sukket lidt efter nogle nye forme, da jeg synes, at det bliver lidt kedeligt at lave de samme to former kage. Og heldigvis havde de mange af Fat Daddio's formene på tilbud. Jeg købte disse forme:

Hexagon-formen kostede 69,- og var sat ned fra 179,-.
Trekant-formen kostede 69,- og var sat ned fra 189,-.
Den store blomsterform kostede 59,- og var sat ned fra 129,-.
Den lille blomsterform kostede 39,- og kostede 89,-.

Derudover fandt jeg også disse tre skønne ovale forme, som alle sammen kostede 59,- pr. styk.



Derudover købte jeg følgende ting:

De to stykker kagepap kostede 7 og 10 kroner.
Så havde de sørme forskellige Cakedrums på tilbud. Denne kostede 39,- i stedet for 59,- normalt.

Sidste års Wilton Yearbook og Pattern Book til årsbogen var til halv pris. De kostede henholdsvis 75 og 50 kroner. Dem glæder jeg mig super meget til at få kigget i i aften eller i morgen formiddag.

Noget, jeg også længe har sukket efter, er nogle bladvariationer. Jeg synes ikke, at jeg har andre spændende blade end rosenblade, og man kan bare ikke pynte med rosenblade hver eneste gang.
Disse prægere kostede:
1. fra venstre: 30,- , 20,- , 35,- og 20,-.

Det overraskede mig rigtig meget - på en god måde (!) - at de havde en hel del silikoneforme på tilbud. Det har jeg aldrig set før.
Den hvide form er til at lave blomstermidter og var sat ned fra 385,- til 189,-.
Den blå form er til at lave træstubber med. Den var sat ned fra 275,- til 129,-

Til sidst er der disse ting:
Murstenspræger som før kostede 79,- og nu kostede 45,-.
Blad-udstikker sat ned fra 39,- til 20,-.
To små pastafarver i koralrød og mørk cerise sat ned fra 38,- til 20,-.
Ude til højre er der nogle bogstavsudstikkere fra ned til 89,- fra 139,-.


Jeg tog fra Specialkøbmanden i Rødovre med et stort smil om læberne. Det var simpelthen alletiders kup, da så mange ting, som jeg havde skrevet på listen, var på udsalg.
Selvom det i alt blev 1191,-, føler jeg, at det er penge, der er givet godt ud. Men noget, de kunne lave om på deres bonner i Specialkøbmanden, er, at man godt med stort kunne skrive "DU HAR SPARET xxx KR:" i stedet for "BELØB" :D.
Jeg har prøvet at regne sammen, og jeg har sparet: 1496,-.

Jeg kan nu begynde at åbne alle mine ting og mon ikke, at det bliver til noget fondant-leg i morgen? :). Desuden skal jeg kl. 10 i morgen formiddag ind og tjekke Specialkøbmandens hjemmeside, hvor udsalget starter - for tænk nu, hvis jeg skulle være så uheldig, at de ikke havde alle tingene i butikken i Rødovre! Det må ikke ske :).

Rigtig god aften til jer alle sammen. Jeg håber, at andre også har nydt godt af deres forudsalg og til resten: rigtig god fornøjelse i morgen og indtil den 25. august, hvor udsalget stopper.

mandag den 30. juli 2012

En elefantkage

Der har lige været lidt stille på bloggen her på det sidste, da jeg har været vikar i en vuggestue i tre uger og været på ferie på Lolland hos min familie næsten hele sidste uge. Men der er da blevet tid til at lave en kage i anledning af, at mine forældre, bror, farmor og farfar kom på besøg en hel dag i sidste uge. Det var en dejlig dag med solskin, og efter frokost gik vi en tur rundt om Kagsmosen, som jeg bor ved siden af. Da vi kom hjem, stod der en dejlig kage i køleskabet og ventede på at blive spist - man blev glad hver gang, man kiggede ind i køleskabet, for man blev mødt af en smilende elefant:

 
 

Jeg havde været lidt i krise over kagen: for første gang var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle i kagen - næ, det var pynten, jeg slet ikke havde styr på. Inde i kagen skulle der (valgt i samarbejde med min bror) være kakaobunde og limemousse, og i limemoussen skulle der være chokoladestykker.
Så jeg bagte kagen, lavede moussen og lagde kagen sammen om lørdagen, og om søndagen stod jeg så og var nødt til at finde ud af, hvad der skulle være på af pynt - og her skal det lige tilføjes, at jeg havde taget på en spontan kano-tur med min kæreste og kusine fra kl. 9-13, så tid var der heller ikke meget af, da der også skulle gøres rent osv. osv.

Ugen før, at denne kage skulle laves, havde jeg været på biblioteket og lånt en fondant-bog skrevet af Lindy Smith, "The Contemporary Cake Decorating Bible". Den er ret god og fuld af små fif til fede effekter. Så helt fortvivlet slog jeg op i hendes bog og kiggede rundt, imens jeg desperat prøvede at kigge på al den inspiration, der lå på min computer - men det virkede som om, at al inspirationen på min computer ikke sagde mig noget, så jeg holdt mig mest til bogen.
Lindy Smith har en ret fed marmorerings-teknik med i sin bog, som går ud på, at man indfarver fondant i 4-6 forskellige nuancer af samme farve (eller de farver, man nu engang vil have i sin marmorering), og så hiver man små stykker af hver farve, som lægges lidt i en bunke på bordet. Til sidst samler man alle de små stykker sammen i en klump, ælter det sammen til det akkurat sidder sammen og former så en kugle ud af det.
Kuglen skærer man i 1 cm tykke skiver - det er her vigtig, at man "saver" med kniven i forhold til at presse kniven igennem fondanten, da man får en meget synligere og flottere effekt af at save. Man tager så disse skiver og lægger dem helt op ad hinanden og sætter dem lidt fast til hinanden.
Så skal man ellers bare i gang med rullen og rulle det ud i den tykkelse, man nu engang vil have. Mønsteret, der kommer frem, er simpelthen fantastisk!
Jeg var derfor blevet enig med mig selv om, at jeg ville afprøve denne marmorerings-teknik, så det gjorde jeg og hold nu op, hvor var jeg imponeret. Nu var spørgsmålet bare: Hvor sørensen skal jeg placere marmoreringen henne?!
Jeg havde haft en idé om, at kagen var noget højere, end den egentlig viste sig at være. Og ud fra, at kagen var vildt høj i mit hovedet, så kunne man sætte marmorering på den nederste halvdel på siden af kagen og lave en eller andet borde, hvor marmoreringen og overtræksfondant mødte hinanden. Og derudover skulle jeg så prøve at lave en pæon ud fra en "opskrift" fra Lindy Smiths bog, som skulle sidde oven på kagen - måske omgivet af nogle mindre pæoner.
Men, men, men... Da kagen kom ud og blev betrukket med den lyseste farve fondant, der var i marmoreringen, så viste det sig jo, at kagen slet ikke var så høj, som først antaget! Og det betød, at der kun ville være plads til ca. 2-3 cm marmorering op ad kanterne, hvilket virkede lidt til grin. Så fandt jeg på at lave en cirkel ud af marmoreringen og sætte den op på midten af kagen.

Jeg blev enig med mig selv om, at der stadig kunne komme en lidt mindre pæon ovenpå og så en stor nede foran - og den nede foran skulle laves med marmoreret fondant. Jeg startede med marmorerings-pæonen, og det gik egentlig fint nok. Jeg lavede den desværre bare lidt forkert, men den så fin nok ud. Jeg opdagede først fejlen, da jeg havde lavet pæon nr. 2!
Og så gik jeg i gang med pæonen til toppen, som jeg havde bestemt, skulle være i den mørkeste farve fra marmoreringen. Da jeg tre kvarter senere var færdig med pæonen, var den rigtig grim og passede slet ikke til kagen, så den røg direkte i skraldespanden. Grunden til, at den var grim, var, at jeg simpelthen havde lukket blomsterne sammen med vand, så de kunne ikke åbne op, som de egentlig skulle. Øv bøv.
Jeg orkede snart ikke mere og gik altså til gemmerne: Jeg fandt den gule elefant frem, som bare var en øve-figur, som jeg lavede for lidt siden. Men den klædte kagen fantastisk godt, så jeg blev enig med mig selv om, at jeg bare brugte den figur - jeg orkede simpelthen ikke at skulle lave en magen til. Jeg fandt noget mere gul fondant, så jeg kunne lave en blomsterborde, der, hvor fondant-betrækket og marmoreringscirklen mødtes. Deruodver pyntede jeg så også lige pæonen neden foran med sommerfugle, så man ikke kunne se fejlene så godt.
Syntes, at blomsterne, som egentlig bare var hele gule, var lidt kedelige, så jeg lavede en ny omgang marmorering - også fordi det var smadder sjovt at lave - til nogle mindre blomster til midten af de gule blomster efterfulgt af hvide sukkerperler, og så fandt jeg da også lige på, at der skulle være en sommerfugl på elefanten :).

Så alt i alt blev jeg super tilfreds med resultatet, men det var en hård proces denne gang, da jeg normalt har lavet en tegning af kagens udseende nærmest en måned før, jeg skal lave kagen.


Lidt fakta ifølge min kage-dagbog:

Anledning: Besøg fra Lolland

Kagebunde: 1 almindelig portion kakaobunde

Fyld: 1 portion limemousse med twist a la Charlotte (se opskriften på limemoussen i et andet indlæg)

Opsmøring: Wiltons buttercream på spand

Pynt: Marmoreringscirkel, blomster, sommerfugle, en marmoreret pæon, elefant, perleborde

Form: Rund - bagt i 23 cm springform, men da vi ikke blev så mange, har jeg skåret kagen, så den blev omkring 18 cm.

Antal personer: Ca. 12

Læring: Øvelse gør mester (her tænkes på pæonerne!). Angående moussen, som egentlig var lavet ud fra opskriften på Himmelske-Kagers blog, så var der ekstremt meget! Jeg lavede moussen i en to liters skål, og den var nærmest fyldt til randen (!!!). Så jeg besluttede hurtigt, at der skulle to lag mousse i kagen, så jeg ikke skulle smide alt for meget ud. Men selvom jeg lavede to lag, så var der stadig over halvdelen tilbage af moussen - og jeg syntes nu nok, at jeg havde kommet rigeligt mousse i hvert lag. Min kæreste besluttede sig så for at bage nogle cookies, som vi kunne få med mousse til til dessert om aftenen - og det var en rigtig god kombination, som klart kan anbefales!
Derudover kunne Wiltons Buttercream godt have tålt lidt limesaft og skal - det havde også klædt kagen godt.

Kage nr.: 15

Billeder:



 

Lime mousse

Jeg ved godt, at jeg allerede har lagt dette link ud en gang, men nu har jeg lige haft lavet moussen, og jeg er lige nødt til at komme med til rettelser til den.

Denne mousse er lækker forfriskende til en varm sommerdag, og den er rigtig god at bruge i kager, da den stivner helt fint. Opskriften er fra Himmelske-kager, som jo er min store inspiration.
Jeg har dog ændret i opskriften, da jeg syntes, at det var ærgerligt, at der ikke var vanilje i - så jeg har tilføjet en vaniljestang og desuden kom jeg også groft hakket mørk chokolade i, som klædte moussen rigtig godt!
Opskriften rækker til to lag i en rund kage på 20 cm, eller til et meget tykt lag i en rund kage på 25 cm.


Ingredienser:
2       dl     piskefløde
1       dl     creme fraiche
1       dl     yoghurt natural
0,75  dl     sukker
2       tsk    revet økologisk limeskal
½      dl     limesaft (3-4 lime)
4       stk    husblas
1       stk    vaniljestang
100   g      groft hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Fløden piskes stiv og sættes til side.
Hak chokoladen og sæt den til side.
Gør vaniljestangen klar - skil korn og stang fra hinanden. Gem stangen, da den kommes med i gryden om lidt. Dette er et tip fra Mette Blomsterberg, da der stadig sidder en masse vanilje i stangen, som man ikke kan få med ud.
Riv skal af et par lime, og pres herefter ½ dl saft ud af limene. Skal og saft kommes i en gryde sammen med vaniljestangen uden vaniljekorn, som sættes over blusset og varmes op. Når det er lunt/varmt, kommes husblassen i og smeltes. Herefter skal indholdet i gryden afkøles helt.
Nu piskes creme fraiche, youghurt, vanilje og sukker sammen, til sukkeret er opløst.
Nu skal lime/husblas blandingen tilsættes til yoghurt-blandingen i en tynd stråle, imens der røres hurtigt rundt.
Til sidst vendes flødeskummet i.
Nu skal moussen bare i køleskabet i nogle timer, og så er den klar til at komme i kagen. Når den er kommet i kagen, skal den have lov at stå i 8 timers tid, hvor den skal stivne helt færdigt.

søndag den 15. juli 2012

Rice Krispies figurer

Jeg har fundet en opskrift på, hvordan man laver figurer med Rice Krispies.
Man kan bruge det, når man skal lave større pyntefigurer - man bruger det for at undgå for meget vægt på kagen, og fordi det ikke er ligeså dyrt som fondant.
Når man har formet sin figur, smører man den op og betrækker med fondant, som var det en almindelig kage.

Jeg har endnu ikke selv nået at prøve det, men det skal jeg helt sikkert en dag! Da jeg google "Rice krispies fondant", kunne jeg se, hvad folk har lavet med det. Der dukkede blandt andet følgende pynte-genstande op:
  • Klodser til baby-kager
  • En baby
  • En slange
  • Bryster til en brystkage
  • Symaskine
  • Skater-rampe
  • Bolde
  • Elefant
  • Træer
  • Biler
Håber, at det var en inspiration til, hvad man kan bruge Rice Krispies blandingen til. Men nu til selve opskriften, som er fundet på Kagekrummers blog.


Opskriften
50     g     usaltet smør
200   g     hvide marshmalloww
160   g     Rice Krispies



Fremgangsmåde:

Smørret smeltes på en stor pande ved middel temperatur. Når smørret er smeltet, kommes marshmallows på panden, og der røres konstant, til det er en jævn, flydende masse. Så tilsættes Rice Krispies og vendes grundigt ind i massen.
Herefter skal det hvile et øjeblik, og så kan man ellers forme sin figur.

God fornøjelse :).

tirsdag den 10. juli 2012

En lille gul elefant

I dag, hvor jeg som nævnt i mit sidste indlæg, ikke skulle lave noget, hev jeg alle mine fondant ting frem. Jeg ville afprøve Embroidery-teknikken, men fik også lige lyst til at prøve at lave en elefant.
Jeg fandt en how to på Youtube på denne side:

Her er så mit resultat:




Jeg er ret tilfreds med resultatet, men jeg har ikke kræset for deltajerne, da jeg tænkte, at man aldrig nogensinde kommer til at få brug for en skrigende gul elefant. Derudover har min søde far gjort mig opmærksom på, at jeg har lavet en grisetryne i stedet for et hul i snablen - UPS! Det er rettet på elefanten, men ikke på billederne.
Jeg gemmer ofte mine rester af fondant, hvis jeg får lyst til at lave en tester en dag, så det brugte jeg en stor klump gul fondant på.

Embroidery

I dag er første rigtige ferie-dag for mig, hvor jeg har haft absolut ingen planer andet end, at jeg skal lave, hvad jeg har lyst til.
Så jeg har siddet og kigget på en masse kager på Google og Youtube. Og jeg faldt over en teknik, der hedder Embroidery. Jeg fik rigtig meget lyst til at prøve at lave det, så jeg gik i gang. Her kan I se, hvordan det blev lavet på Youtube:

Her er så mit resultat. Den grønne er første forsøg og den gule er det andet forsøg:


Det var rigtig sjovt at prøve, mend et kræver nok noget mere øvelse, hvis jeg en dag vil sætte det på en kage.
Man kan enten bruge teknikken direkte på en kage, eller man kan lave en rund skive og lave teknikken på og senere overføre den til en kage.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at prøve at lave den her en dag som er af samme teknik:

fredag den 29. juni 2012

How to - blomsterveiner

Som jeg tidligere lovede, kommer der her en how to, på den blomsterveiner, som jeg fik i fødselsdags-gave.

 

Her er selve blomster-veineren. Den kan evt. duppes med lidt maizena, så man undgår, at blomsterne sidder fast i den.


 

Man starter med at udstikke en blomst. Denne udstikker er købt hos Specialkøbmanden, hvor den var den største i en pose med 4 i. Den, synes jeg, passer perfekt i veineren.
Fondanten må meget gerne være forholdsvis tryk, da det giver en mere stabil blomst.

 
Man lægger blomsten i den del af veineren, der har en fordybning. Sørg for, at blomsterbladene ligger rigtigt i forhold til veinerens blade. Ellers bliver det en skæv blomst.


Så sættes den anden del af veineren ovenpå. Inden "låget" trykkes ned, skal man sikre sig, at veiner bladene er lige udenfor hinanden, så man igen ikke får en skæv blomst - de er altså ikke ligeså pæne! Herefter gives veineren en ordentligt tryk med håndfladen - men når hånden er løftet, skal der ikke trykkes på veineren igen, da mønsteret i veineren meget sandsynligt ikke rammer præcis det samme sted igen, og så får man en lidt sjov blomst.

 

Låget løftes af, og der er den smukke blomst!
Når blomsten skal ud, trækker man ligesom veiner-bladene nedad, indtil de slipper blomsterbladene. Hold evt. veineren på hovedet, imens dette gøres, så hjælper tyngdekraften.
Det er her, det kan have betydning, om man har duppet sin veiner med maizena eller ej.

 

Her er den færdige blomst kommet ud af veineren. Og yndig ser den da ud!
Det er min absolutte yndlings blomst!

 

Her har jeg eksperimenteret med at duste blomsten, da den var tørret (de tørrer rigtig hurtigt). Jeg har først dustet med en lyserød dust, og bagefter har jeg malet hen over med en pearl dust. Jeg synes, at det er blevet et ret fint resultat :).

tirsdag den 26. juni 2012

Nem chokoladekage

Denne chokoladekage-opskrift har jeg også fundet hos Annes Kagekrummer.

Ingredienser:

100     g        smør
3         dl       sukker
2                   æggeblommer
3         dl       mel
2         spsk   kakao
2         tsk     bagepulver
2         spsk   vaniljesukker
1½      dl       kogende vand
2                   æggehvider


Fremgangsmåde:

Smelt smørret ved middelvarme i en gryde.

Pisk æggehviderne stive og stil dem til siden. En tommelfingerregel her er, at når man kan vende skålen med hviderne på hovedet, så er de pisket nok.

Pisk æggeblommer og sukker hvidt og skummende.

I en dyb tallerken blandes mel, kakao, bagepulver og vaniljesukker.

Det smeltede smør og det kogende vand blandes med æggemassen.

Sigt melblandingen ned til æggemassen og rør det hele godt sammen.

Til sidst vendes æggehviderne i og dejen hældes op i en bageform.



Bagetid:

Bages ved 175 grader i 50-60 minutter.



Tips:

En dobbeltportion passer til en bradepande.

Man kan evt. komme nødder i chokoladekagen. Dette gøres inden melblandingen blandes i.
Man kan pynte kagen med brun glasur (vand, flormelis, kakao) eller lægge pålægschokolade på, når kagen kommer ud af ovnen.

tirsdag den 12. juni 2012

Lyse sukkerbrødsbunde

Himmelske Kagers blog har jeg fundet disse fantastiske kagebunde, som jeg selv bruger til alle mine kager. Bundene er rigtig luftige og lækre! Du får opskriften lige her:


 
Ingredienser:

5              æg  / evt. pasteuriserede(stuetemperatur - vigtigt for at få en meget luftig bund)
120   g     sukker
100   g     hvedemel 
1½    tsk   kartoffelmel
1       tsk   bagepulver



Fremgangsmåde:

Start med at tænde ovnen og lægge et stykke bagepapir i bunden af din bageform. Dette hjælper til at få kagen ud af form, og da man altid ønsker en så plan overflade som muligt til sin kage, hjælper dette bagepapir rigtig meget.

Nu skal æggene deles i blommer og hvider - derfor kan det være en god idé at købe pasteuriserede blommer og hvider, så man ikke skal stå og dele dem (det gør jeg i hvert fald).
Hviderne kommes i en lille skål og piskes helt stive - en tommelfingerregel her er, at når man kan vende skålen på hovedet, uden hviderne falder ud, så er de piskes nok :).

Blommerne kommes i en mellemstor skål og blandes med sukker. Æg og sukker piskes, til det er helt hvidt og skummende.

Bland mel, kartoffelmel og bagepulver i en dyb tallerken. Melet sigtes nu op i den mellemstore skål til æggemassen. Melet skal vendes i drejen. Undgå mel-lommer (jeg plejer - når al melet er kommet i - at give det en lynhurtig tur med håndmixeren, så alle mel-lommer er væk). Når al melet er blandet ordentligt i, vendes de stiftpiskede hvider STRAKS i.

Dejen hældes nu i den bagepapir-beklædte bageform.


Bagetid:

Bages på næstnederste rille ved 175 grader i 40-45* minutter.**


* Ovnen må IKKE åbnes de første 30 minutter.

** Denne opskrift har jeg brugt i mine efterhånden mange forskellige forme. Her er nogle forskellige vejledninger til forme, mængde dej og bagetider, som jeg har erfaret:

1. Hvis du skal lave en rund kage i diameteren 23-24 cm, passer det at lave 1 1/5 portion dej. Det tager omkring 55 minutter i ovnen - men vær opmærksom på, at to ovne ikke er ens! Bundene er færdige, når man kan stikke en pind i, og der ikke hænger noget dej ved.

2. Hvid du skal lave en bund i en firkantet bageform i størrelsen 20x30 cm passer det med en almindelig portion. Man kan også lave 1 1/5 portion, hvis man kun skal have et lag mousse og godt kan lide, at der er noget bid i kagen.

3. Hvis du skal lave bunde i en hjerteform, der er ca. 15 cm, passer en almindelig portion fint. Jeg plejer at gøre det, at jeg bager hver bund enkeltvis, så fyld halvdelen af dejen i, og giv den ca. 25 minutter i ovnen.


Tips:

Man kan komme 2-3 spsk finthakkede nødder i dejen til sidst og få lækre nøddebunde.

2 spsk mel kan erstattes af 2 spsk kokosmel, som tilsættes til sidst.

Der kan også kommes revet appelsinskal i, som giver bundene en lækker undertone af appelsin.

mandag den 11. juni 2012

Simone og Hlynurs 5-års dag

En rigtig god veninde fra mit pædagog-studie spurgte, om jeg ikke kunne lave en lille kærlighedskage til hende og hendes kæreste i anledningen af, at de nu har været sammen i 5 år.
Og selvfølgelig kunne jeg da det!
Jeg fik den idé, at man måske kunne lave to hjerter, der smeltede sammen. Jeg syntes, at ordene "FOR EVIGT" siger en masse, men Simone ville også gerne have deres navne på. Men da kager ikke er så store, blev vi enige om, at det kunne stå på kagepappet.
Her er resultatet:


 
Fakta i forhold til min kage-dagbog:

Anledning: Simone og Hlynurs 5-års dag

Kagebunde: Kakaobunde x 1 almindelig portion

Fyld: Hindbærmousse x ½ portion

Opsmøring: Wiltons buttercream fra spand

Pynt: I bunden af de to hjerter er der en mellembred perlerække, og på toppen af hjerterne er der en smal række perler. Så er der 3 små roser. Af tekst er der på kagerne "FOR EVIGT" og på kagepappet "Simone & Hlynur <3 5 år <3".

Form: 20 x 30 cm. Derefter stukket ud med to hjerteforme - den ene lidt mindre end den anden. Der er stukket to stykker ud med hvert hjerte.

Antal personer: 4 (egentlig skulle det være til to, men det er næsten umuligt at lave dem så små, når de skal "flettes" sammen.

Læring: Det var sjovt at lave nogle små kager, og det er helt sikkert noget, jeg skal dyrke! Jeg havde, som tidligere nævnt, stukket 4 hjerter ud i to størrelser. Det store hjerte skulle have et hak i den ene side, så det andet hjerte kunne være der. Jeg valgte at lave hakket med den store hjerte-form, da hakket ville blive mindre, når der først kom smørcreme og fondant på.
Det var lidt svært både at smøre kagerne op og komme fondant på. Det er faktisk også svært at komme mousse i for at det ikke skal være løgn. Jeg prøvede at lave en smørcreme dam rundt i kanten af kagerne, inden jeg kom moussen i, men moussen skubbede det såmænd bare ud. Så derfor røg kagerne et smut i køleskabet i 4 timer, før jeg gik ud og "crumb-coatede" dem. Det var ret besværligt, for moussen var ikke helt stivnet, så kagerne dansede noget rundt imens.
Dagen efter smurte jeg kagerne op igen - denne gang blev de stående! Da jeg skulle have fondant på, tog jeg kagerne ud på køkkenbordet og kom fondanten på. Det var lidt tricky at få formerne rigtig frem på kagerne. Men det lykkedes, og heldigvis passede den lille kage lige ind i hakket på den store. Havde godt nok været nervøs for, om hakket var blevet for lille eller for stort.
Noget andet, som jeg vist skal øve mig noget mere på, er at skrive med royal icing. Det var ikke super nemt, selvom jeg havde lavet hjælpe-bogstaver på pappet med en kniv neden under. Men det gik - men fjernede også en del streger, der ikke blev pæne nok.

Kage nr.: 14

Billeder:


 

fredag den 8. juni 2012

Hindbærmousse

Her er opskriften på, hvad jeg synes, er verdens bedste hindbærmousse! Jeg kan ikke lide, når en mousse smager det mindste af flødeskum, så jeg har ledt en del efter en opskrift, som kun smagte af hindbær, men som også kunne stivne nok. Jeg har fundet frem til denne opskrift:

Ingredienser:

150     g         hindbær - brug gerne frosne
1         dl         sukker
1        knsp    vaniljesukker
2                   husblas
2        dl        piskefløde



Fremgangsmåde:

Hindbærene kommes frosne, optøet eller friske i en gryde med en lille smule vand. Bærene skal lige koges igennem i 1 minuts tid for at fjerne evt. bakterier. Bagefter hældes vandet fra, og bærene kommes op i en si, hvor de drypper af og køler helt af.
Tag en skål med koldt vand og læg husblassen i blød i ca. 10 minutter. Imens husblassen ligger i blød, moses hindbærene let med en gaffel og sukker og vaniljesukker blandes i. Herefter piskes fløden stiv og stilles til side.
Når husblassen er blødet op, smeltes den i en gryde - evt. i lidt hindbærsaft. Så snart husblassen er smeltet, blandes den i hindbærene, imens der røres for at undgå klumper. Tilsæt husblassen stille og roligt.
Når husblassen er blandet i, tager man hindbær-blandingen og hældes over flødeskummen. Når hindbærene er hældt over, piskes det hele sammen med håndmixeren. Herefter er moussen klar til at komme på køl.
Jeg plejer at lade moussen være på køl til den lige akkurat er ved at have sat sig. Så tager jeg den ud og fylder mine kager, og stiller dem på køl natten over, så moussen får sat sig rigtig godt.

God fornøjelse med denne skønne hindbærmousse :)