søndag den 21. oktober 2012

Endnu en elefant

 
 
 
I søndags kedede jeg mig frygteligt, og der var bare ingenting, jeg gad at lave. Til sidst tænkte jeg, at jeg kunne sidde og modellere lidt fondant, men jeg kunne ikke finde på noget, som jeg gad at modellere. Efter meget surfing på youtube og google, så fandt jeg igen frem til samme youtube-film om, hvordan man laver en elefant. Og da jeg så den, så fik jeg pludselig lyst til at se den igen.
Jeg gemmer altid mine rester af fondant, og sidst jeg lavede en kage, blev der utroligt meget tilbage - og det var alt sammen lilla i fire forskellige nuancer. Jeg valgte at bruge den mørkeste og så lave det lidt lysere inde i ørene for at bryde lidt.
I søndags syntes jeg, at den var lidt kikset, fordi hovedet var blevet lidt for lille i forhold til kroppen. Men da den først fik øre på, så ændrede det sig lidt. Og da jeg så stod op mandag morgen, kunne jeg slet ikke stå for den! Med det lille hoved ligner det lidt en baby elefant eller dumbo, men den har haffelaffens farver :).
Jeg har selvfølgelig taget billeder undervejs, så her kommer en lille how-to, hvis man skulle få lyst til at lave en siddende elefant en dag. Jeg synes ikke, at den er svær at lave, så det er noget, rigtig mange kan finde ud af. Rigtig god fornøjelse :)
 
1) Portionsforhold
 
Til venstre ses klumpen til hovedet, som gerne må være lidt større. Til højre ses kroppen. I midten er det bagben, forben, ører og en lysere farve inde i ørene. Bagben, forben og ører er alle lige store. Der kan evt. også kommes en lille smule lys farve under fødderne. Derudover skal der også bruges en lille smule lys eller sort til øjnene.
 
 
2) Kroppen
 
 
Varm krop-klumpen op og rul den til en jævn kugle uden revner og sprækker. Herefter formes den lidt kegleformet. Sørg for, at bunden er helt flad, ellers kan kroppen ikke stå op. Ovenpå kroppen må der også gerne være lidt fladt, så hovedet bedre kan sidde fast.
 
 
3) Bagbenene

a) Tag en kugle, varm den igennem og tril den til en kugle uden revner og sprækker. Læg fingeren på halvdelen af kuglen og begynd at tril halvdelen af kuglen, så der danner sig et ben og en fod.
b) Form foden rund, tag en tyl #5 og prik langs med kanten af fødderne for at lave "tæer".
c) Læg benene løst rundt om kroppen (det hele limes først sammen til sidst).


4) Forbenene
 


Her er det præcis samme fremgangsmåde som ved bagbenene. Benene skal bare rejse op og stå op foran kroppen. Igen skal benene ikke limes på endnu.


5) Hovedet


a) Varm klumpen til hovedet igennem, og tril den til en kugle uden revner og sprækker. Herefter lægges der en finger (ligesom ved for- og bagben) på lidt mindre end halvdelen af kuglen, og der trilles, så der fremkommer en snabel.
b) Form hovedet og snablen, så det ligner en elefant. Husk at lave en udhulning i snablen!
c) Lav en mund. Her kan den brede ende af en tyl hjælpe.
d) Lav et par huller til øjenene. Tril et par kugler i enten hvid eller sort og sæt i. Hvis de er hvide, skal der nu laves pupiller. Lav dem gerne lidt store, ellers ser elefanten meget uhyggelig ud, ligesom min gjorde, indtil jeg lige lavede dem lidt større.


6) Samling af krop og hoved


a) Start nu med at lime forbenene fast.
b) Lim bagbenene fast.
c) Lim lidt oven på toppen af kroppen, sæt enten en tandstik eller noget spaghetti ned i kroppen, og sæt derefter hovedet på.


7) Ørene og det færdige resultat



a) Tag en klump til ørene, varm den op, og tril den til en kugle. Herefter rulles den ud. Den kan både rulles meget tyndt ud, men den kan også rulles lidt tykkere ud ligesom mine. Hvis man ikke er så god til at rulle ud, så klumperne bliver helt runde, kan man altid bruge en rund udstikker.
b) Tag noget lyst fondant og brug samme fremgangsmetode som ved første del af ørene. Dette skal rulles meget tyndt ud.
c) Lim det lyse fondant fast på det mørke. Lim lidt på ørene og klister dem fast på elefantens baghoved. Husk, at elefanten også skal se pæn ud bagfra :).
 

onsdag den 17. oktober 2012

Et smut i Oslo

I dag er jeg kommet hjem fra et minicruisse med Oslo-båden Pearl Seaways sammen med min kæreste. Vi tog af sted mandag eftermiddag og kom hjem til middag i dag. Det var en skøn tur med masser af kærlighed i luften - dejligt, at man stadig kan føle sig nyforelsket, når man har været sammen i 5 år!
Da vi kom til Oslo i går, gik vi ned ad "strøget" på Karl Johan Gaten. Efter at have gået et lille stykke tid, stopper min kæreste op og kigger ind ad et butiksvindue. Mine øjne følger hans og tænk: så stod der en kæmpe cupcake i vinduet! Du kan se et billede af det her, hvor man kan se cupcake-størrelsen i forhold til mig:
 
Jeg måtte straks ind i butikken og kigge lidt, da de havde en masse wilton-produkter. Der var selvfølgelig en del ting, jeg gerne ville eje, men da alt bare var meget dyrere end i Danmark, så måtte øjnene nøjes med at kigge :). Der kommer lige lidt stemningsbilleder fra butikken, der hedder Cacas:


Senere gik vi ind i et center med tre etager med tøj og cafeer. Vi ledte efter et sted, hvor vi kunne spise frokost senere eller få en kop kakao. Det fandt vi dog ikke derinde, men vi så disse lækre kager, der kostede en formue:

 
Vi endte (selvfølgelig) på Ben & Jerry, hvor vi delte en belgisk vaffel med Caramel Chew Chew is på og en masse karamelsovs. Mums det smagte godt! Og de lavede bare den dejligste kakao til med masser af flødeskum. Det var et rigtig hyggeligt sted og slet ikke så dyrt, som jeg havde forventet.

Jeg håber, at I alle nyder jeres efterårsferie lige så meget som jeg gør!
Og husk - nu er give awayen skudt i gang! Du kan finde et billede af den i venstre side af min blog og trykke dig direkte ind på indlægget. Jeg håber, at du vil være med :)

søndag den 14. oktober 2012

Tid til min give-away...!

Nu kan jeg ikke længere vente med at skyde min give away i gang, så derfor har jeg lavet reglerne lidt om efter opfordring fra Lene. Så nu bliver det således, at når jeg har rundet 20 læsere, så går der en uges tid, til give awayen trækkes :). Man kan derfor allerede nu deltage i konkurrencen. Læs "reglerne" længere nede. Men først til selve præmien:

Præmien består af:
- Et cakeboard 30 cm til at stille sin fine kage på. Denne kan genbruges!
- 3 x 3 m silkebånd til at sætte rundt om cakeboardet.
- Chokoladefondant


Der er forskellige muligheder for at deltage i lodtrækningen - man kan nemlig deltage med helt op til 4 lodder - det vil sige, at ens chancer for at vinde bliver op til 4 gange større. Man kan altså deltage på 4 forskellige måder, som er følgende:
- Lægge en kommentar på dette indlæg med e-mailadresse og evt. en kommentar. DETTE ER OBLIGATORISK - ellers kan jeg ikke få kontakt til vinderen.
- Blive fast læser. Hvis du allerede er det, skriver du bare dette med i kommentaren, så deltager du automatisk med 2 lodder.
- "Synes godt om" min facebook-gruppe, som du kan finde her.
- Linke til min give away på din blog.
For at opsummere: Man SKAL altså lægge en kommentar med en e-mailadresse. Derefter deltager man med et lod ekstra, for hver ekstra mulighed man benytter.
HUSK (!!!): At skrive i kommentarfeltet, hvor mange lodder du vil deltage med.

Bondekonens chokoladekage

En nem og skøn chokoladekageopskrift kommer her. Jeg har brugt den til at lave romkugler, og det blev rigtig godt! Men man skal bare huske, at sådan én kage giver rigtig mange romkugler, så halv portion kan være en god idé!
 
 
Ingredienser:
 
150      g         smør
450      g         sukker
3                     æg
75        g         kakao
600      g         hvedemel
3          tsk      natron
1          tsk      vaniljesukker
7,5       dl        kærnemælk
 
 
 
Fremgangsmåde:
 
Smelt smørret i en gryde.
 
Tænd ovnen på 200 grader.
 
I en dyb tallerken eller skål blandes kakao, mel, natron og vanilje sammen. Stil det til siden.
 
Hæld det smeltede smør over sukkeret og pisk det sammen. Herefter tilsættes æggene et ad gangen, og det hele piskes lyst og skummende.
 
Herefter røres skiftevis mel-blanding og kærnemælk i. Når al melet og mælken er blandet i, hældes dejen i en bradepande. Kagen sættes i ovnen på den næstnederste rille og bages i 20-25 minutter.

 

tirsdag den 9. oktober 2012

Æble-kanel muffins

Jeg har lige lavet disse super lækre æble-kanel muffins i dag. Jeg var som sagt til "Vanløse deler frugten" i søndags med tre skønne mennesker, og du kan læse mere om dagen her. I den anledning fik vi en masse æbler med hjem - deriblandt madæbler.
Da vi fik virkelig mange æbler med hjem, ville jeg lave en kage med æbler i til min klasse til i morgen, men jeg kunne simpelthen ikke finde nogen opskrift, jeg havde lyst til at lave. Så i stedet faldt jeg over denne skønne opskrift. Jeg har så redigeret lidt i den, så her får du min version:


Ingredienser: 16-20 stk.

200     g        sukker
120     g        blødt smør
1,5      tsk     vaniljesukker
½        tsk     kanel
2                   æg
1,5      tsk     bagepulver
175     g        hvedemel
1         dl      mælk
3        små    madæbler
1        spsk   sukker
1,5     tsk      kanel



Fremgangsmåde:
Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær dem i små tern og kom dem op i en skål. Kom 1 spsk sukker og 1,5 tsk kanel hen over og vend det sammen.
Tænd ovnen på 180 grader.
Kom det bløde smør, sukker, vaniljesukker og ½ tsk kanel i en skål. Pisk det til det bliver en luftig masse. Herefter tilsættes æggene et ad gangen. Pisk godt mellem hvert æg.
Vej mel af og bland det med bagepulver. Nu skal melblandingen og mælken tilsættes lidt ad gangen skiftevis.
Vend til sidst æblerne ned i dejen.
Tag en muffinform og læg muffinpapir ned i. Fyld 2/3 op og stil dem i ovnen. De skal bages i ca. 25 minutter.


 
 
Tip fra Lykke (kommentar til dette indlæg): Det kan varmt anbefales kun at bruge brun farin i stedet for sukker.


mandag den 8. oktober 2012

Orkide-skabelon

 
 
 
Så sidder jeg og flader lidt ud i sofaen efter 4 fridage i træk - det er simpelthen bare så skønt, og tænk: jeg har endnu en i morgen! Jeg har haft en fantastisk weekend sammen med min kæreste, og i går var vi på "æblerov" sammen med Jeppe og Lea. Det var smadder hyggeligt, og du kan læse mere om konceptet og vores dag her på Leas blog.
 
I dag har jeg så fået dagen til at gå med at rydde hele hytten op, lægge tøj sammen, slappe lidt af, og jeg har desuden fået lavet en orkide-skabelon, så jeg senere kan lave min helt egen yndlingsorkide. Og lige nu er der boller i ovnen og dej til flûtes i køleskabet, som skal bages i morgen - jeg elsker at have fri og lade helt op!
 
Nå, men tilbage til orkide-skabelonerne, som jeg tror, har jeres interesse mere end at lægge tøj sammen.... Jeg har en fantastisk orkide stående, som jeg fik af mine forældre, da Lasse og jeg flyttede sammen i august 2010 - og på magisk vis kan jeg stadig få den til at blomstre, og når den får blomster, så blomstrer den gerne i ca. 2 måneder. Den har nu blomstret hele 4 gange (3 gange indenfor det sidste år)!
I den sidste uges tid har der kun siddet to blomster tilbage, som jeg har nydt at kigge på de sidste par dage, men i dag kunne de altså ikke mere og begyndte at klappe sammen. Men heldigvis har jeg også en anden orkide stående, som har tre flotte lilla blomster, som jeg også fik i indflytningsgave af min kusine, så dem kan jeg stadig kigge på :).
 
Jeg har i starten af september i år været på et orkide-kursus hos Specialkøbmanden, hvor vi lærte at lave disse orkideer. Da jeg var på kurset, fortalte Janne (vores instruktør), at man kunne lave sin egen skabelon af sin orkide derhjemme. Jeg brændte varm på ideen, men da orkideer er min yndlings-blomst, og min hvide orkide stod så fint her hjemme, så nænnede jeg overhovedet ikke at klippe en af dens 11 blomster af! Jeg kigger på de blomster hver eneste dag og bliver så glad af det.
Så nu hvor de to sidste blomster begyndte at krølle sig elegant sammen, så jeg mit snit til at klippe en af blomsterne af og begynde at skille den ad. Jeg vil nu vise jer, hvordan jeg gjorde:
 
1) Klip en blomst at din orkide. Det er nemmest, hvis den ikke er klappet sammen, men det kan også lade sig gøre ellers :).
 

 
 
2) Prøv at rette blomsten forsigtigt ud. Her er det en god idé at tage en masse billeder af sin blomst, så man bedre kan efterligne dens farve-detaljer senere. Hvis man vælger en færdigklappet blomst, fordi man ikke ville klippe en flot, frisk blomst af ligesom mig, så er det en rigtig god idé at tage billeder af blomsten, når den stadig sidder og er frisk på planten. Så får man det bedste resultat.
 
 
 
3) Hav et papir, et stykke karton el. pap, saks/skalpel og en blyant klar.
 
 
 
4) Skær nu forsigtigt blomsten i stykker. Skær de to forreste blade af, derefter midterstykket og til sidst har man så tre blade siddende fast sammen. Lad dem sidde sammen for nemhedens skyld. De kan også skæres hver for sig.
 
 
 
5) Tegn nu udenom hvert blad på det hvide papir (Se Punkt 6 hvordan man skærer midterstykket til). Husk at lave et lidt længere stykke (på de to forreste blade) der, hvor den skal hæfte i midten af blomsten. Ellers er der ikke noget, som bladene kan hæfte sig fast med, da det sidder under knoppen på den rigtige blomst, og man derfor ikke kan få det med på bladet, når man skærer det af. Når der er tegnet forsigtigt rundt om blomsterbladene, fjernes blomsterbladene, og der skal nu tegnes lidt tydeligere op. Klip eller skær nu alle delene ud.

 
 
6) Når midterstykket skal tegnes, er man nødt til at fjerne selve knoppen og den gule dut, der sidder der. Skær dem forsigtigt af. Hvis du ikke fik billede af midterstykket, er det en god idé at gøre det her. Specielt den gule dut har meget at byde på :).
 

 
7) Når alle papirstykkerne er klippet eller skåret ud, skal de tegnes over på et stykke karton eller pap. Jeg brugte bare en tom pakke Kelloggs Special K, da jeg ikke kunne finde mit karton. Som en hjælp til dig selv senere, så kan man lige skrive på bladene, hvad der er op og ned, højre og venstre, så man ved det, når man skal lave dem senere.
 
8) Her er lidt billeder af mine orkideer, hvor man rigtig kan se deres avancerede midter.
 

 9) Nu er det bare med at overføre det til gumpasten. Husk at kræse for alle detaljerne - det er det, der gør, at den ser livagtig ud. Rigtig god fornøjelse! :)
 

lørdag den 6. oktober 2012

Lørdagshygge med Michele

Jeg har en skøn veninde fra Niels Brock, Michele, som også er begyndt at interessere sig for fondant-kager. Vi skulle sammen på bryllupskagekursus, men inden ville hun gerne lige prøve at lave sin første kage. Vi blev derfor enige om, at vi lavede en kage hver, så hun kunne kigge efter mig og så lave sin helt egen.
Vi bagte de bunde, som jeg plejer - men jeg havde selvfølgelig glemt kakao-pulver, så i stedet smeltede vi lidt mørk chokolade og kom i (det gav nu ikke rigtig nogen smag). Det var meningen, at der også skulle appelsinsaft og hakket chokolade i, men jeg var vist ret forvirret i mit hoved efter en lang dag, så det glemte jeg at komme i min kage. Men vi nåede heldigvis at huske det i min venindes kage. Senere skulle det vise sig, at det ikke var det eneste, der gik galt for mig med den kage...
Imens kagerne var i ovnen, lavede vi en tobleronemousse efter en ny opskrift. Men igen var jeg snotforvirret, så jeg startede med at brænde al tobleronen af i vandbadet, så vi måtte ud og købe noget nyt - ALTSÅ! Til gengæld smagte den mousse så også virkelig, virkelig, virkelig godt!
Vi fik lavet en smørdam og fyldte mousse i, og to dage senere kom Michele hjem til mig, og så skulle det sjove rigtig til at begynde - nemlig pyntningen. Vi startede med at smøre kagerne op, og så gjorde vi ellers klar til at pynte inde i stuen, imens opsmøringen fik lov at sætte sig i køleskabet. Jeg havde lavet en tegning over, hvordan min kage skulle komme til at se ud, og jeg glædede mig virkelig meget. Jeg ville prøve at lave en alfepige a la Debbie Brown, men jeg havde slet ingen fingermotorik den dag, så det måtte jeg meget hurtigt droppe. I stedet ville jeg så lave noget med skov og natur, så jeg marmorerede fondant-betrækket. Og det skulle også vise sig at være en dårlig idé, for fondanten knak hele vejen rundt i kanten og ned ad siderne på kagen. Det var uheld nummer 4 på én kage!!
Jeg har købt en træstub-silikoneform, som er helt genial. Nu skulle jeg farve noget fondant brunt og komme i formen, men jeg kunne selvfølgelig ikke ramme en pæn brun farve, så til sidst - da farven var grå-brun-sort, gav jeg op og smed klumpen ned i silikoneformen - uheld nr. 5. Det så da så heldigvis okay pænt ud, da det kom ud af formen.
Det var yderligere meningen, at der skulle have været bier på kanten af kagen, men dem kunne jeg ikke finde ud af at lave pæne - uheld nr. 6 - og der skulle jo ligesom dækkes en hel del kant, når fondanten havde valgt at revne hele vejen rundt, så jeg stak en masse små blomster ud. Og så endte jeg med ikke at gide mere! Det var godt nok heldigt, at den kage ikke skulle bruges til noget specielt. Jeg endte med at tage 5 stykker med i skole, og Lasse (min kæreste) fik resten med i skole også. Den smagte nu dejligt :).
Til gengæld fik Michele lavet en super fin kage, og hendes fondant drillede ikke eller noget, så det var en rigtig god oplevelse for hende. Og hun havde absolut mod på mere! Du kan se hende kage her:
Fakta om min kage i forhold til min kage-dagbog:
Anledning: Michele skulle lære at lave sin første kage.
Kagebunde: Sukkerbrødsbunde
Fyld: Tobleronemousse
Opsmøring: Wiltons decorator icing med appelsinpasta
Pynt: Marmoreret fondant, en træstub og en masse små blomster samt en muslingeborde i bunden, der er tyllet ud i to farver - lyserød og gul.
Form: Lille 6-kantet form.
Antal personer: Der blev 10 små stykker, så den er nok mere beregent til 7-8 personer.
Læring: Nogle gange rammer man åbenbart bare ikke lige dagen, og så må man finde på noget andet pynt, hvis det bare ikke vil lade sig gøre. Det var til gengæld super hyggeligt at lave det med en veninde og hjælpe hende og lære lidt fra sig.
Kage nr.: 17
Billede:


 

onsdag den 3. oktober 2012

Mor 50 år

I sidste uge fyldte min mor 50 år, og i lørdags skulle jeg pynte kagen til festen. Min mor bagte selv kagen og lavede mousserne, og så kom jeg hjem torsdag - efter hun havde været så sød først at hente mig i København - og lagde kagen sammen og smurte den op.
Ugen før havde jeg lavet pynten til toppen af kagen hjemme hos mig selv. Det var et større projekt, da alle blomsterne skal være tørre, før man kan sætte dem sammen - derfor er gumpaste rigtig godt at bruge til det. Alt i alt tog det mig 10-12 timer (dette er uden tørre-tiden) at lave buketten. Og så endte det selvfølgelig med, at jeg ikke havde lavet nok blomster, så der måtte jeg lige i gang igen med at lave lidt flere. 
Buketten er inspireret af Betty's Sugar Dreams bog "Motivtorten", som er en absolut FANTASTISK bog! Den er simpelthen så godt beskrevet og fotograferet, så man kan faktisk nøjes med at "læse" billederne, hvis man ikke er så god til tysk. Den er alle pengene værd!
Inden jeg viser billeder af kagen, kommer der her lidt info om kagen ifølge min kage-dagbog:
Anledning: Min mors 50 års fødselsdag
Kagebunde: Drømmekage ala Mette Blomsterberg
Fyld: Hyldeblomstmousse med hvid chokolade og friske blåbær samt en blåbærmousse - begge opskrifter er af Mette Blomsterberg.
Opsmøring: Wiltons decorator icing.
Pynt: Betrukket med lyselilla fondant, mørkere lilla samt hvid fondant striber. I kanten er der en perleborde i mørkelilla dustet med en perlemor-lilla. På toppen er der gumpasteblomster lavet som en buket.
Form: Rund 25 cm.
Antal personer: 20
Læring: Jeg havde helt glemt at lave min lille smørcreme-dam rundt i kanten, inden jeg kom mousse i, så jeg var ret meget opppe og slås med kagen, da moussen ikke ville have smørcremen siddende på sig. Så det endte med, at kagen pludselig var blevet 2-3 cm bredere i diameteren, fordi der skulle så meget smørcreme på, for at det blive siddende fast.
Det tager lidt tid, men det giver en fantastisk effekt at duste på bladene og blomsterne.
Buketten kan genbruges ;)
Lav ALTID aaalt for mange blomster, så man ikke løber tør. Der skal bruges flere, end man umiddelbart regner med.
Igen igen revnede min fondant, da jeg lagde den over kagen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, der går galt?! Nogen, der kan hjælpe?
Kage nr.: 18 - nummer 17 bliver vist en anden dag :)
Billeder:


 

onsdag den 19. september 2012

How to: Modellere en baby-pige


Så fik jeg lært at lave billede-collager i Picasa af Lea. Det resulterede i, at denne how-to på en baby-pige kunne blive til. How-to'en består nemlig af intet mindre end 92 billeder (!!!). Jeg har prøvet at uddybe hvert trin til billederne. Hvis I alligevel skulle have spørgsmål, må I endelig skrive, og så skal jeg prøve at forklare mig igen - det er altså bare nemmest at vise sådan noget med hænderne, end det er at beskrive det med ord :).

Men her er det, der skal arbejdes hen imod:



Værktøjsliste:
(Her står alle de ting, som jeg har brugt. Lad jer ikke skræmme af listen.)


- Hvid fondant eller gumpaste - eller 50:50 fondant/gumpaste blandet sammen.
- Pastafarver (til: hud, kjole, sko, strømper/ærmer, øjne, hår, evt. andet pynt)
- Tandstikker
- Pose til fondanten
- Noget at stille figuren på - den er svær at flytte igen.
- Kniv
- 2 runde udstiksforme i hver sin størrelse - men de skal ligge tæt på hinanden i størrelsen.
- Lille rullepind
- Skumpudesæt
- Modelleringsværktøj (kugle, kegle, kniv, præge, smiley, hjul)
- Tyller (nr. 2, nr. 5)
- Blomsterudstikker
- Blonde-udstikker
- Sugar-gun
- 2 dvd'er
- Maizena
- 2 pensler
- Pink dust (til kinder og mund)
- Spiselig tusch (til pupiller og øjenbryn)
- Tyloselim eller vand
 

Fremgangsmåde:
 
Billeder skal "læses" fra øverst til venstre hen mod højre, og derefter nederst til venstre hen mod højre. Jeg har ikke nødvendigvis skrevet tekst til hvert billede, men teksten står beskrevet i samme rækkefølge som billederne vises.
 
 
Trin 1: Krop
1. Find to dvd'er og varm fondanten/gumpasten (for nemhedens skyld skriver jeg kun fondant frem over) godt igennem. Læg fondanten mellem dvd'erne og læg rullepinden ovenpå. Dvd'erne skal sikre, at fondanten bliver lige høj over det hele. Rul nu fondanten jævnt ud.
 
2. Stik en stor og en lille cirkel ud af den farve, som du har valgt til kjolen og skoene (disse to er ofte samme farve). Til kjolen skal der bruges den store og evt. halvdelen af den lille. Den lille deles i kvarte, og den ene kvarte halveres yderligere. Dette er til skoene. Pak fondanten til skoene ind i en pose, så de ikke tørrer ud.
 
3. Tril den store cirkel + evt. halvdelen af den lille til en glat rund kugle. Der må ikke være revner. Dette undgås bedst ved, at fondanten er varmet rigtig godt igennem. Hvis der er revner, krakelerer det bare senere, og det bliver meget synligt.
 
4. Nu skal selve pigens krop formes. Se det sidste billede i denne collage for at se den endelige form. Det er vigtigt, at kroppen hælder en lille smule fremover, så hovedet ikke tipper bagover, når det kommer på. Husk at lave et lille hul til en tandstik, hvor krop og hoved senere skal samles. Hullet skal ca. gå en halv tandstik ned.
 
 

Trin 2: Ansigt
1. Nu skal der rulles hudfarvet fondant ud. Der skal udstikkes en stor og to små cirkeler. Den ene lille skal bruges til hovedet, og den store og den anden lille deles i kvarte. To af de store kvarte skal bruges til ben, og to kvarte fra den lille cirkel skal bruges til arme. De resterende kvarte skal ikke bruges, så de æltes sammen og lægges i en pose. De kvarte til arme og ben skal også ned i posen.
 
2. Nu skal der trilles en rund, glat kugle af den hele lille cirkel. Husk igen, at der ikke må være revner og krakeleringer i - det skete dersværre i min, da jeg ikke lige var helt opmærksom.
 
3. Form kuglen til formen på et hoved. Læg herefter ydersiden af en lillefinger hen over området, hvor øjnene skal være, og tryk forsigtigt, imens fingeren vippes lidt hen over området. Dette skaber en fordybning til øjnene, så der kommer mere udtryk i øjnene. Det skal ende med at se ud som det sidste billede i denne collage.
 
 

Trin 3: Øjne og næse
1. Nu skal der laves øjne. Til det brugte jeg et værktøj med en lille kugle. Det er vigtigt, at man ikke bare trykker kuglen ned i hovedet men i stedet bevæger den i små cirkler. Sådan undgår man revner ved øjnene, da værktøjet dermed får lov til at varme fondanten lidt op imens.
 
2. Så laves der en mund med et smiley værktøj. Jeg valgte at sætte min mund lidt skævt, men det bestemmer man jo selv.
 
3. Herefter trilles der en lille hvid kugle, som deles over i to dele. Det skal blive til fyldet i øjnene. Der trilles også en lille kugle hudfarve, som skal laves kegleformet - dette er næsen.
 
4. Med præge-værktøjets spidse ende laves der et hul til næsen. Der kommes spiseligt lim eller vand i (husk ikke for meget, ellers smelter næsen bare væk), og næsen stoppes ned i.


Trin 4: Øjne fortsat
1. Nu trilles de to halve kugler til nye små kugler. Pensl med en lille smule lim/vand i begge øjne og kom de hvide kugler ned i øjenhullerne.
 
2. Nu bruges præge-værktøjets fladere ende til at få øjenkuglerne til at sætte sig godt ned i hullerne. Flad øjnene ud på en pæn måde, så babyen ikke får udstående øjne - men pas på: en forkert bevægelse, og så er der streger eller huller, som man ikke kan få af igen. Det er meget nemt at tage kuglen op igen og evt. sætte en ny i, hvis det skulle ske.


Trin 5: De sidste finish
1. Nu skulle ansigtet gerne se ud som det første billede i denne collage.
 
2. Nu rulles der et meget tyndt stykke fondant ud i den farve, som øjnene skal have. Hvis det ikke rulles meget tyndt ud, så får babyen udstående øjne, som ser lidt uhyggeligt ud. Kom lidt maizena på en rund tip nr. 5 og stik ud. Brug en pensel til at få øjen-stykket ud af tyllen. Kom lidt lim/vand på øjnene i ansigtet og kom øjenfarven på. Man kan bruge penslen til at hjælpe med at få øjnene på plads ved at have en pensel med en lillebitte smule lim/vand på og duppe den ned på øjenfarven, så den hænger fast på penslen. Herefter overføres den til øjnene i ansigtet, hvor penslen hjælper med at placere øjenfarven rigtigt.
 
3. Lav et lille hul med en tandstik under hovedet. Hullet skal være der, hvor man regner med, at hovedet skal sidde fast på kroppen. Husk at tage højde for, at håret kommer til at veje en del, så hullet skal hellere sidde lidt længere tilbage end fremad.
 
4. Herefter findes der en ny pensel frem og noget pink dust. Dyp penslen i dust, dup noget af dusten af i farvens låg og dup en ekstra gang ned på noget papir, så børsten ikke drysser. Farv nu kinderne og inde i munden.
 
5. Til sidst laves der "øjenbryn" med et par øjenvipper på ude i siderne. Husk at tegne pupiller. Øjenbryn og pupiller tegnes op med en fødevaretusch. Man kan evt. farve øjenbrynene efter hårfarven.
 
 
Ansigtet indtil nu:
 
Her kan man se betydningen af, at man ikke triller kuglerne fri for revner og krakeleringer.
Og jo mere det tørrer, jo tydeligere bliver det.
 
Trin 6: Sko
1. Find de to ottende dele fondant frem, der har samme farve som kjolen. Disse varmes igennem og trilles til kugler uden revner og krakeleringer. Herefter formes de lidt ovale og trykkes flade foran og bagved, så de danner rammen for et par sko.
 
2. Brug igen det lille kugle-værktøj og arbejd et par huller frem ved at lave små runde bevægelser - ikke noget med at presse værktøjet ned i! Lav hullerne rimelig dybe.
 
3. Vend skoen på siden og brug kniv-værktøjet eller en kniv til at lave en rille hele vejen rundt. Vend skoen på hovedet og lav en dyb rille der, hvor hælen skal være. Lav en masse små riller på resten af sålen. Når alle disse forskellige riller laves med kniv-værktøjet, kan det være en stor fordel at holde skoen i hånden. Når alle riller er lavet, "rettes" hullet til strømperne i skoen lige ud, så de er fint runde igen.



Trin 7: Strømper
1. Lav en lille cirkel med strømpefarvet fondant og del den, så du ender med at få to ottende dele - det er samme størrelse som skoene. Læg resten af fondanten tilbage i posen.
 
2. Varm fondanten igennem og tril to runde kugler uden revner og krakeleringer. Herefter trilles de ovale og spidses til i den ende, som skal ned i skoen.
 
3. Prøv at samle sko og strømper uden lim først og se, om de ser ens ud.
 
4. Nu skal der laves en fordybning i begge strømper der, hvor benene skal sidde på. Man laver alle disse fordybninger fordi, at det for det første ser mest ægte ud, men også fordi det simpelthen holder bedre, så man undgår at benene eller næsen pludselig falder af.



Trin 8:
1. Jeg har desværre glemt at tage billede af, at jeg lavede benene. Men her kommer lige en frem-gangsmåde: Find de to store kvarte hudfarvede stykker fondant frem fra posen og varm dem godt igennem. Tril dem til kugler uden revner og krakeleringer og tril dem herefter aflange. Den del, der skal ned i strømperne, skal være lidt spids.
 
2. Tjek, at benene sidder ens i strømperne, og at de er lige lange. Sæt nu sko, strømper og ben sammen uden lim og sæt dem mod kroppen på babyen, så man kan se, hvordan det kommer til at se ud.
 
3. Når man er tilfreds, begynder man at sætte alle delene sammen med lim. Først limes skoene på strømperne. Så limes benene ned i strømperne, og til sidst sættes benene fast mod kroppen.
 

Strømperne præges:

 
1. Man kan præge strømperne på mange måder - og dette kan også gøres, før det hele limes sammen. Jeg tager hjulet af mit hjul-værktøj, og så er der 4 spidser tilbage, som jeg prikker hele vejen rundt i strømpens kant med.

 
Trin 9: Skørtet på kjolen
1. Rul noget fondant ud, der har samme farve som kroppen. Dette skal rulles tyndt - brug evt. de lyserøde ringe på den lille rullepind. Saml din blonde-udstikker således, at størrelsen på hullet i midten passer til, at det kan komme ned over kroppen, men ikke så stort, at det ikke stopper, inden det rammer benene, og hullet må heller ikke gabe nogen steder. Udstik nu skørtet.
 
2. Læg nu skørtet op på den lilla skumpude, der er lidt hård i det. Brug kegle-værktøjet til at gøre skørtet bølgende. Dette gøres ved at lægge keglen ved starten af en bue og rulle den hen over buen, imens man trykker til. Sørg for, at spidsen af keglen ikke rammer ned på skørtet - læg den evt. lidt ind mod midten, så den ikke rammer den inderste kant af skørtet. Dette kan nemlig give nogle grimme prikker, som man ikke kan få væk igen.
 
3. Før skørtet ned over kroppen og skub det så langt ned, det kan komme, så det sidder lidt i spænd.
 
 
Trin 10: Kant på skørtet
1. Der er mange måder at lave skørte-kanten: blomsterkant, en tynd stribe der sættes fast, en stribe der præges, en kant der "lukkes" med en sløjfe osv. Jeg valgte at lave blomster på. Udstik en masse små blomster (ca. 30-40 stk) med den mindste blomsterudstikker, du har. Udstik nogle små prikker til midten af blomsten. Her brugte jeg den runde tyl nr. 2 fra Wilton. Jeg skubbede dem ud af tyllen ved hjælp af en pensel, tog dem op med en pensel med lidt lim på og placerede dem i blomsternes midte, som allerede havde fået lidt lim/vand.
 
2. Begynd at sætte blomsterne på - sæt dem tæt og gerne så de fletter lidt ind i hinanden, ellers kan man stadig se den samling, som vi her prøver at skjule.
 
3. Man kan også pynte skoene -  jeg satte en blomst på hver sko. Der kan også sættes sløjfer eller snøre på.



Trin 11: Arme
1. Find de to kvarte stykker fondant fra den lille hudfarvede cirkel frem og ælt det godt igennem, så det bliver varmt. Tril det til en kugle uden revner og krakeleringer og tril det herefter til to aflange pølser. Sørg for, at de er lige lange. Hold dem op mod kroppen og se, om de skal være kortere, længere, tykkere eller tyndere.
 
2. Klem lidt sammen, så der danner sig et håndled, og tryk herefter hånden flad (det her sker på det 2. billede på collagen).
 
3. Skær et skråt snit i hånden og derefter et lodret snit. Dette skal danne tommelfingeren. Fortsæt herefter med at skære tre lodrette snit, som danner de resterende 4 fingre. Herefter modelleres fingrene en for en ved at runde spidserne.
 
4. Når der skal laves negle på, tager man en rundt tyl nr. 2 eller 5 (kan ikke huske, hvad jeg brugte), og stikker blidt ned i fingrene.
 
5. Til sidst fæstnes armene med lim/vand.



Trin 12: Ærmer
1. Rul noget fondant ud i den farve, som ærmerne skal være. Det skal rulles ligeså tyndt som skørtet. Udstik nu skørtet - denne gang skal midterstykket være den største cirkel, så ærmerne ikke bliver for brede. Skær 4-5 buer af skørtet og læg dem på den lilla skumpude. Tag igen kegle-værktøjet og lav bølger på ærmerne.
 
2. Herefter skal ærmerne have lim oppe ved den lige kant på forsiden af ærmet. Sæt nu ærmet rundt om armen, og sørg for, at limsiden rammer kroppen.  Ærmet skal sidde således, at det hæftes fast omkring skulderen/toppen af armen og derefter foldes ned over armen, så der fremkommer et ærme, der ligesom puffer i stedet for at ligge fladt. Kig grundigt på billede 3, 4 og 5 denne collage, da det er lidt svært at forklare.
 
3. Nu skal de to buer i hver ende limes fast ind mod armen, så det ser ud som om, at ærmet går hele vejen rundt om armen. Se dette på billede 6 og 7 i denne collage. På billede 8 og 9 kan man se ærmerne, når de er sat fast.



Trin 13: Håret
1. Tag en klat af den farve fondant, du har valgt til håret. Lav en form for en kalot og placer den rundt om hovedet. Sørg for at tjekke, om det sidder rigtigt, før du limer det fast.
 
2. På min baby-pige har jeg valgt at lave lidt pandehår, så håret får lidt mere liv. Jeg har brugt min sugar-gun til at lave nogle tynde strimler til håret, som jeg har løsnet fra hinanden og sat på enkeltvis. Vælg, hvor der skal være en skildning, og marker dette med kniv-værktøjet eller en almindelig kniv. Derudover har jeg valgt at sætte et par stykker hår, så de ligesom sidder lidt tilfældigt i ansigtet. Dette er også med til at give det liv og lidt uskyldighed.
 
3. Tril en lille kugle af hudfarve, så den ikke har revner eller krakeleringer. Kom lidt lim på hovedet, hvor øret skal sidde, og placer kuglen der. Brug nu værktøjet med den lille kugle og sæt øret fast: det skal være fladt foran og bredt bagved, så derfor bruges kugle-værktøjet forrest på øret. Jeg valgte kun at sætte et øre på og lade som om, at det andet blev dækket af hår. Jeg havde fået håret lidt for langt frem, så enten skulle hun have et øre uden på håret, på kinden eller slet ikke have noget.



Trin 14: Hestehale
1. Følg skildningen fra før ved at ridse den tydeligt op med kniv-værktøjet hele vejen på toppen af hovedet. Rids herefter en masse små striber som symbol på hår - hvis det som her skal ligne, at det er sat op i en hestehale, bør ridserne ridses i retningen af hestehalen.
 
2. Tril en lille kugle i den farve, som hårelastikken skal være. Sæt den fast med en klat lim/vand. Brug værktøjet med den lille kugle og tryk let fondant-kuglen fast. Arbejd herefter i cirkler inde i kuglen, så der fremkommer et hul.
 
3. Tag din sugar-gun og tryk noget nyt hår nu. Saml det til en hestehale - jeg har her brugt 2 portioner fra sugar gunnen.
 
4. Kom lidt lim/vand i hårelastikken og lim hestehalen på. Den skal muligvis have lidt hjælp til at blive siddende.
 
5. Som en sidste finish - som jeg ikke lige har fået med her - så satte jeg to små blomster på hår-elastikken.

 

Trin 15: Færdig
1. Sæt hovedet oven på kroppen - uden en tandstik imellem - og find hovedets balancepunkt. Der, hvor det står godt, der skal det stå. Sæt nu en tandstik i hovedet, lim lidt på skulderene og halsen og placer hovedet ned på kroppen. Nu er babyen færdig :).



Jeg ved godt, at det er en utrolig lang proces, som tager minimum 3 timer - jeg brugte vist omkring 4½ timer - men det er simpelthen fantastisk, hvad babyen forvandler sig til. Det er det hele værd!
Rigtig god fornøjelse!
 
I er velkomne til at give feedback på how-to'en, så den bliver bedst muligt og nem at forstå. I er også velkomne til at sende et billede af jeres modellerede baby ud fra denne how-to, når i får den lavet, til min mail: charlotte_andersen_4@hotmail.com.